Skip to main content

Thomsen JL. En retsmediciner fortæller

Peter Kramp

2. nov. 2005
2 min.

»En retsmediciner fortæller« er den tredje bog inden for få år om et speciale, der højst rummer 30 læger. Årsagen er formentlig - som der står på bogens omslag - at »retsmedicinerens hverdag« er ... »fyldt med død, tortur og ødelæggelse«. Et forlagsskræp, som ikke er Jørgen Thomsens dagsorden.

Bogen veksler mellem beskrivelser af forfatterens opgaver og oplevelser på »missioner« for Amnesty International samt kapitler om den retsmedicinske praksis her i landet, for at slutte med et kapitel om retsmedicin og retsmedicinere. Det sidste er mindre vellykket. Jørgen Thomsen finder fx »den etablerede videnskab« præget af »rigiditet og manglende årvågenhed«, blandt andet fordi han har haft vanskeligheder med at få anerkendt nogle forskningsresultater. Han støder dybt mod navngivne eller let identificerbare kolleger, men for dybt, når han kolporterer rygter om en persons nazistiske fortid eller påstår, at en obduktion blev udført uden om den daglige rutine, for at resultatet ikke skulle genere politiet.

Jørgen Thomsen blev tidligt engageret i Amnesty Internationals lægegruppe. Han betoner med god grund objektivitet i undersøgelser og erklæringer, og det har angiveligt bragt ham i et vist modsætningsforhold til andre af lægegruppens medlemmer. Han strejfer spørgsmålet, om man bør forholde sig anderledes over for et land, der i mindre målestok bryder menneskerettighederne, end over for det mest barbariske. Han mener nej, men en mere grundig diskussion havde været spændende. Indimellem får beretningerne lovlig meget præg af den private rejsedagbog, fx et besøg i New York to måneder efter 11. september, eller at forfatteren indtog »en enkelt og velsmagende gryderet« i Kenya og »en udmærket gryderet og en kold øl« i Kosovo.

Beretningerne fra den danske (og grønlandske) hverdag er efter mit skøn bogens bedste. De enkelte afsnit er bygget op om et tema - alkoholmisbrug, sportsdødsfald mv. - og består af kasuistikker, hvor de retsmedicinske fund og undersøgelsesmetoder beskrives. Læsningen er et lynkursus i basal retsmedicin til glæde for læg og lærd. Jørgen Thomsen tager afsæt i den anvendte tematisering til personlige kommentarer om stort og småt, som fx en bemærkning om, at »kriseterapi til alle, der har været udsat for en ubehagelig oplevelse«, har taget et »latterligt omfang«.

Bogen er velskrevet og let læst. Jørgen Thomsen har sine meningers mod, som både ægger til modsigelse og giver stof til eftertanke.

København: Forlaget Forum, 2002.

225 sider. Pris: 269 kr.

ISBN 87-553-3197-1