Skip to main content

Thorsen T. Tro, håb & viden. Oplysning om alkohol og narkotika

Henrik Sælan

2. nov. 2005
3 min.

Som det siges i forordet, er der gået fjorten år siden Thorkil Thorsen første gang skrev om oplysning på rusmiddelområdet. Det er derfor noget deprimerende, at man efter gennemlæsning af den tidligere og nuværende udgivelse får en fornemmelse af, at der egentlig ikke er sket særlig meget på dette område - ikke mindst når man tænker på hvilken bekymring, der med jævne mellemrum udtrykkes for især ungdommens konsumtion af alkohol og stoffer.

Det kan skyldes flere forhold og i hvert fald to: at Thorkil Thorsen ikke har fået fat i væsentlige undersøgelser af oplysningsindsatser eller, at det er den samme skeptiske grundholdning, der præger begge fremstillinger. Med hensyn til den første antagelse mener jeg, at den må afvises. Der er tale om en grundig og systematisk gennemgang af oplysningens grundtemaer, fint anskueliggjort med en grafisk model, som viser de fem grundelementer i oplysningen, hver med sit kapitel. Ud over disse fem kapitler er der et indledningskapitel om begrebet oplysning, et om evaluering og endelig et sammenfattende diskussionskapitel. Det hele er velskrevet og tilgængeligt for såvel læg som lærd.

Med hensyn til den anden antagelse, tror jeg, at Thorkil Thorsen til en vis grad bliver fanget af sin egen systematik. For hver undersøgelse, som viser et positivt udfald, finder han også kritiske røster, og fremstillingen får følgelig et meget skeptisk præg, hvilket også klart fremgår af diskussionen - og titlen.

Det område, som ønskes dækket, er også umådelig stort, hvilket gør det vanskeligt at dække alle problemstillinger i et overkommeligt format. Man kunne nemlig også have foretaget en anden og supplerende opdeling af materialet, så at sige på den anden led: Man kunne have skelnet mellem egentlige oplysningsprogrammer rettet mod specifikke målgrupper, typisk skoleelever på den ene side, og mere ad hoc- præget oplysning, udsprunget af en offentlig forpligtelse til at informere befolkningen om dette og hint. Opdelt på denne måde ved vi efterhånden noget om, at noget er bedre end noget andet. Måske særlig med hensyn til netop skolerettede programmer. Tiden er inde til en reel videnskabelig afprøvning af et dansk skoleprogram til erstatning af velmenende øvelser af en række faggrupper og personer.

Jeg vil understrege, at disse oplysninger også står i teksten, men man kunne have ønsket sig en tydeligere understregning af disse forhold. Som bogen nu foreligger, skal man - som uerfaren - læse den meget omhyggeligt for at få ovennævnte indsigt.

Grundlæggende er jeg dog meget enig med Thorkil Thorsen i hans konkluderende bemærkning på side 121, hvor han skriver: »Så kompliceret er det - og dog så enkelt. Hvis vi ikke sørger for koordinering og konsistens på tværs af alle områder, hvor problemet kan angribes, svækker vi indsatsen - også den oplysende«. Det burde have været fremhævet med fede typer.

Vi har lige været vidne til et typeeksempel i forbindelse med regeringens meddelelse om, at den vil nedsætte afgiften på både alkohol og cigaretter - af hensyn til grænsehandelen - endog efter en beregning over, hvor store de helbredsbetingede merudgifter vil være, i størrelsesordenen en kvart milliard. Samtidig ved vi, at det mest vil gå ud over unge og socialt udsatte voksne, som især er følsomme for prispolitik.

Ak, ak, men eksemplet viser, at den danske holdning er mere til pengepung end til sundhed for folket i en mindre skæv form.

Frederiksberg: Bogforlaget Her & Nu, 2002.

142 sider. Pris: 187,50 kr.

ISBN 87-90184-29-7