Tomrummet efter medicinalindustriens tilbagetrækning fra den lægelige efteruddannelsesaktivitet er endnu ikke udfyldt. Der er presserende behov for en løsning.
På Lægemødet i 2006 holdt den daværende indenrigs- og sundhedsminister et indlæg om de beslutninger, som regeringen havde taget omkring den lægelige videre- og efteruddannelse. Jeg nedskrev nogle refleksioner, som jeg for nylig ved et tilfælde fandt blandt andre papirer. Nu har der været afholdt et Lægemøde igen. Der er gået ti år, og for mig at se er situationen ikke bedret siden dengang, tværtimod. Der er stadig en hel del ubesvarede spørgsmål.
Hvem skal betale lægernes efteruddannelse? Siden 2006 har medicinalindustrien trukket sig fra at investere i lægernes efteruddannelse. Det har bl.a. medført, at den af medicinalindustrien finansierede kongresdeltagelse efterhånden er ophørt.
Manglende deltagelse i det internationale miljø vil medføre, at de internationale kontakter og netværk, der er så vigtige for udvikling af og deltagelse i internationale forskningsprojekter, vil mangle for fremtidens danske speciallæger. Behovet for offentlig dækning af det tomrum, der har fulgt medicinalindustriens tilbagetrækning fra denne uddannelsesaktivitet, er blevet yderligere aktualiseret.
M.a.o. synes der umiddelbart at mangle en overordnet national strategi for lægernes efteruddannelse med en beskrivelse af, hvem der er ansvarlig for strukturering, afvikling og finansiering af denne efteruddannelse. Ligesom vi kender det fra videreuddannelsesaktiviteterne.
De til enhver tid siddende regeringer har lagt stor vægt på udvikling og forskning inden for lægevidenskaben. Basis for udviklingen af forskere inden for lægevidenskaben fremgår af "Vejledning for den obligatoriske forskningstræning i speciallægeuddannelsen".
Heraf fremgår det, at den overordnede tidsmæssige ramme på 20 dage som hovedregel er fordelt med ti dage til den teoretiske del og ti dage til selvstændigt arbejde med et mindre projekt. Den teoretiske del kan omfatte både egentlige kurser, struktureret vejledning individuelt eller i mindre grupper samt præsentation og diskussion af projekt.
Der er godt nok kun tale om en basisuddannelse, men alligevel. Er 20 dage, hvor kun ti dage er sat af til selvstændigt arbejde, virkeligt nok til at give den enkelte læge ballast nok til at danne grundlag for den løbende udvikling og fornyelse, der er kendetegnende for lægevidenskaben? Og er 20 dage nok til at skabe det grundlag, der kan inspirere den enkelte speciallæge til at udvikle sine egne forskningsprojekter?
Dette sammenholdt med den aftagende mulighed for at kunne deltage i internationale kongresser burde skabe grundlag for en vurdering af, om den bassale forskeruddannelse blandt speciallægerne er ambitiøs nok.
Speciallægeuddannelsestiden er gennem de seneste år blevet afkortet. Speciallægeuddannelsen er baseret på kompetencer. Dvs., at der er lagt konkrete rammer for, hvad en speciallæge skal kunne efter endt uddannelse.
Er den afsatte tid til at opnå disse kompenser realistisk sat, især i et sundhedsvæsen, der er styret af en stor og årligt stigende produktion? Dette produktionspres udfordrer mulighederne for optimal supervision, hvilket også kan læses i inspektorrapporterne fra uddannelsesstederne.
Det er tydeligt, at de uddannelsessøgendes primære opgave i mange afdelinger er produktion, mens uddannelsen får status af at være en sekundær funktion. Og det, med at uddannelserne er kompetencestyrede, svækkes, idet lægerne fortsætter med at varetage de samme opgaver på trods af, at de har opnået de nødvendige kompetencer. Ønsker man at gøre uddannelsesforløbene kortere, kunne dette formentlig blive til virkelighed, såfremt det kun var kompetenceudviklingen, der styrede uddannelsesforløbet.
Det fremtidige sundhedsvæsen er afhængigt af, at de kommende speciallæger er fagligt såvel som videnskabeligt velfunderede. Det er derfor yderst presserende, at grundlaget for videre- og efteruddannelserne løbende bliver gransket og debatteret. Der foreligger en del løse ender, der bør knyttes.
