Tiden sårer alle læger - og nogen læger sårer andre!

Kommentar til debatindlæg af Claus Hancke i Ugeskrift for Læger nr. 29.

Jeg går ud fra, at du og dine tre kolleger er inkarnerede vegetarer, og at I på generelt og principielt grundlag afstår fra enhver udnyttelse og anvendelse af andre animalske proteiner end mælk fra struttende sunde og glade økologiske køer på græs og æg fra udendørs fritgående høns - og ikke går i sko lavet af kalveskind og slet ikke holder bukserne oppe med livremme lavet af læder!

Din beskrivelse af situationen fremstår ellers en smule virkelighedsfjern. Færingerne har ikke brug for kødet, skriver du - det må så indebære at proteinkilderne (bortset fra vegetarteorien) i det store og hele stammer fra det i blankt plast indpakkede kød i kølemontrerne i diverse supermarkeder. Og at det samtidig antages, at det er havnet der uden forudgående lidelseshistorier blandt de leverende individer.

Som dyrlæge, med en del oplevelser på produktionsdyrenes endestation, slagteriet, og en del erfaringer fra deres opvækstmiljøer, har jeg uendelig svært ved at se, at forbrug af kød fra hverken fjerkræ, svin eller kvæg indebærer færre lidelser end indtag af kød fra grindehvaler.

Se bare på den samlede lidelse, disse dyr påføres. Lige fra fødselen, hvor f.eks. en kalv umiddelbart fjernes fra moderen, videre gennem opvæksten i et benhårdt og stressende staldmiljø med et hav af produktionslidelser, og endelig over transporten fra produktionsstedet, som nu om dage ofte ligger langt fra slagteriet, denne moderne industribedrift, der på »human« vis gennem døden befrier dyrene for yderligere grusomheder. Ud fra dette burde vi faktisk alle leve af kød fra grindehvaler.

Her ser vi så bort fra de uhyggeligt høje niveauer af PCB, tungmetaller og andre giftstoffer, som de åbenbart langt mindre blodtørstige og slet ikke grusomme europæere og i mindst lige så stor grad Guds udvalgte amerikanske humanister, har øst rundhåndet ud over barbarerne i nord!

Havde en so, en ko eller en kylling i den traditionelle danske eller anden industrialiseret landbrugsproduktion kunnet vælge en grindehvals livsforløb, er der nok ikke så stor tvivl om, at et langt og sandsynligvis lykkeligt liv som frit selvstændigt væsen, svømmende i det store blå ocean, var blevet foretrukket af dem alle, om end afslutningsfasen er og bliver en hektisk og temmelig voldsom affære.

Som alle andre ting i et samfund har også kulturen og rutinerne omkring et grindedrab ændret sig op gennem tiderne. Jeg er af gode grunde ikke klar over, hvornår indslaget du nævner er optaget - men jeg har personligt selv fra starten af 90'erne oplevet flere grindedrab på Færøerne og har med en veterinærfaglig synsvinkel ikke haft noget at indvende mod disse, når de foregår efter reglerne, og det gør de heldigvis i tilnærmelsesvis 100% af tilfældene.

Blandt disse et drab med 240 hvaler - det tog alt i alt lidt over en halv time fra flokken blev jaget mod stranden til alle dyrene var aflivet. Hvor pointen altså er, at den samlede lidelse for denne enorme mængde af kød bliver meget lille, når det bare er de sidste 30 minutter der skal tælles med!

Inden midnat var alle hvalerne parteret, kødet ligeligt delt mellem deltagerne i fangsten og indbyggerne i bygden, hvor parterne i øvrigt efter ældgammel tradition fordeles jævnt efter antal medlemmer i husstandene, og to hvaler fordelt til landssygehuset - og således blev, efter god gammel kulturel skik, ganske mange mennesker forsynet med kød og spæk for en lang periode.

Men, helt korrekt, det ser voldsomt og blodigt ud, og er det sådan set også. Men lod vi blodet fra et mellemstort dansk svineslagteri flyde direkte ud i en fjord i en times tid, ville det se ganske rødt og blodigt ud her også!

Forskellen på den terminale proces er i det store og hele blot, at den i dit »civiliserede« hjemland og ligeledes i moralens vogters Amerika er blevet pakket ind i store samlebåndsbedrifter, og at det, der ellers i denne sammenhæng er årsagen til den røde farve i havet, i stedet ender som »protein- koncentrat« i den trestjernede og andre spændende industriprodukter.

En anden, og mindst lige så interessant detalje ved dit indlæg er din åbenbare accept af påstanden om de kviksølvbelastede aggressive færinger. Med tanken om, at du har tilbragt en passende del af dit liv på en naturvidenskabelig uddannelsesinstitution, hvor ønsket om udviklingen af de studerendes evner til at forholde sig sundt kritisk til de mange informationer, der bibringes dem fra alverdens kanter, er en hjørnesten i undervisningen, forekommer denne accept at være mig noget overraskende.

Med adskillige års erfaring fra et liv blandt færinger kan jeg nævne op til flere nationers befolkninger, der efter denne nye avancerede aggressionsmålestok, må ligge med et væsentlig højere kviksølvtryk, end den færøske.

Med håbet om en god sommer, med eller uden hvalbøf på grillen.

SVAR