Skip to main content

Til de syges gavn

Overlæge Hans Harrestrup Andersen, Slagelse Sygehus. E-mail:hha@dadlnet.dk»

8. maj 2006
3 min.

Jeg har ikke tid til at tage mig af mine patienter - jeg skal til møde«. Bemærkningen er formentlig lige så velkendt som den omvendte formulering og klinger lige så dårligt. Thomas Gjørup (TG) citerer i kronikken »Til samfundets og mine medmenneskers gavn« (Ugeskr Læger 2006;168:1150-1) fra lægeløftet og fremhæver, at løftet ikke omtaler lægens forhold til den enkelte patient. Den hippokratiske ed har, som den er omskrevet i lægeløftet, tilsyneladende været udsat for en vis »djøfficering«; i den direkte oversættelse står der ikke et ord om samfundet, derimod sværger lægen, at han vil efterkomme de forskrifter, der er »til de syges gavn«.

TG har, mere end de fleste, arbejdet på at forbedre patientforløbene, om end han de seneste godt ti år ikke i større omfang har arbejdet med praktisk patientbehandling. Nuvel - Mærsk McKinney Møller har, så vidt jeg ved, ikke stået i maskinrummet på et containerskib i mange år, uden at denne omstændighed dog synes at have påvirket hans virksomhed i negativ retning. TG anfører, at der »i de forløbne år er sket en betydelig effektivisering i sundhedssektoren. Produktionen er øget, uden at budgetterne er steget i samme takt som i andre vestlige lande.« TG ser en sammenhæng mellem effektivisering og kvalitetsforbedringer og beroliger de travle klinikere med, at »vi aldrig får den reformpause, som tilbagevendende bliver efterspurgt.«

Der er nogle forhold, der bekymrer mig i denne forbindelse. Er der evidens for, at effektivisering altid medfører et kvalitetsløft, og deler patienter og pårørende denne opfattelse? Hvordan kan vi nå at måle effekterne af reformer, der ustandselig afløses af nye omstruktureringer? Et par eksempler: Man har på Slagelse Sygehus indført elektronisk medicinordination. Er det en god ide? Vi ved det ikke, men jeg kan stå inde for, at manøvren tager tid. En undersøgelse på en afdeling for kritisk syge børn i Canada viste, at dødeligheden i afdelingen steg dramatisk de første seks måneder efter indførelsen af elektronisk medicinering. Man har ikke i Vestsjællands Amt koblet den nye ordinationsreform sammen med kvalitetskontrol eller cost-benefit-analyse. Vi er ligeledes i gang med en centerreform. Min klinikchef sidder nu på et sygehus 50 kilometer fra Slagelse, centerchefen på et andet i samme afstand fra min arbejdsplads. Den mest synlige effekt af konsulentfirmaets bud på ændring af strukturen har hidtil været, at min afdeling er flyttet fra stueetagen til første sal. Gad vide om dette løft smitter af på kvaliteten? Vi er i øvrigt blevet pålagt at spare et anseeligt millionbeløb. Hvis man mener, at besparelser er vejen til effektivisering og kvalitetsforbedringer, skulle vi måske spare det dobbelte?

TG slår til lyd for at »overveje konsekvenserne af at binde alle sine kræfter i den daglige patientbehandling.« Jeg gik ellers og troede, at det er det, jeg er ansat til. Jeg tilstår, at der går nogen tid fra patientkontakterne med undervisning og med at vente på, at computeren reagerer på mine medicinordinationer. Dilemmaet for klinikeren er at få viderebragt behovene for tidssvarende diagnostik og behandling. Klinikeren er langt fra beslutningstagerne, og den endelige beslutning er sjældent baseret på evidens, kvalitet eller produktivitet men på, hvad vi har råd til. Endnu har regeringen dog ikke dekreteret, at vi skal være verdensmestre i sundhed for de samme midler.

»Et patientforløb er meget afhængigt af lægens ledelsesmæssige kvalifikationer og overblik,« skriver TG videre. Nogle af de bedste kirurger og klinikere, jeg har mødt, var ikke ligefrem ørne til at administrere, enkelte var rene katastrofer på dette felt. Jeg har altid syntes, at det var et tab for patienterne, når en fagligt velanskrevet kollega forlod klinikken og blev administrator. I visse tilfælde kom også personalet til at betale prisen. TG slutter af med at minde om »vigtigheden af, at lægen udvikler et helhedssyn«. Det er ikke let at være holistisk i den økonomiske bæltefiksering, men mange forsøger da.