Skip to main content

»Til forsvar for kopimedicin«

Formand Karen Margrete Nielsen, DepressionsForeningen. E-mail: k_m_nielsen@mail.tele.dk

20. nov. 2006
2 min.

Som repræsentant for depressionspatienter og deres pårørende er jeg mildt sagt forbløffet over lederen i nr. 40 (Ugeskr Læger 2006;168:3387). Mig bekendt har ingen sat spørgsmålstegn ved det rimelige eller fordelagtige i at kunne købe billigere medicin. Jeg kender ingen patienter eller læger, der foretrækker det dyre originalpræparat frem for den billigste kopi, vel at mærke hvis virkningen og arten af evt. bivirkninger er nøjagtig den samme. Hvis dette var tilfældet, og det er det i en del tilfælde ikke, kan man med rette tale om kopimedicin.

Men egentlig er den korrekte betegnelse vel generiske præparater. Ifølge dansk fremmedordbog betyder generisk: »hørende til slægten«; i juridisk forstand: »ting, der kun gælder efter art og mængde og ikke efter individuelle egenskaber«. Her er der for mig at se en klar forskel.

I løbet af det sidste års tid er kritikken af Lægemiddelsty-relsens manglende kontrol af generiske præparater taget til. Kritikken er kommet fra speciallæger, praktiserende læger og patienter, der har oplevet tilbagefald og forværring af bivirkninger efter præparatskift til dagens billigste tilbud.

Eksemplerne er så talrige og så graverende, at det strider mod enhver fornuft stædigt at afvise kritikken - som Lægemiddelstyrelsen fortsat gør - med ord som »indbildning«, »placebo«, læger, der hidser deres patienter op, og læger, der har en interessekonflikt i forhold til medicinalfirmaer, der producerer originalpræparater. Denne holdning gør Ugeskriftet sig altså nu også til talsmand for. Hvordan Yves Sales kan affærdige talrige lægekollegers og patienters nødråb blot med et: »... hyppige præparatskift. Det har kun sjældent betydning for lægemidlets optagelse og effekt«, går over i hvert fald min forstand. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen læge vil risikere sit faglige omdømme ved offentligt at advare om risikoen, hvis ikke vedkommende havde belæg for det. Eller en patient, der hellere betaler i hundredvis af kroner ekstra for et originalpræparat, hvis ikke der var erfaring for, at det generiske præparat ikke med sikkerhed havde samme effekt. Det er simpelthen fornuftsstridigt.

Endelig vil jeg anfægte påstanden om, at det er let at søge om enkelttilskud; det er det ikke. Mange læger opgiver på forhånd.

Med en afvisning af, at generiske præparater ikke sjældent er virkningsløse, at compliance-problemet ikke er så alvorligt endda og påstanden om, at det er let at søge om enkelttilskud, demonstrerer Lægeforeningens talerør en manglende indsigt i problemets omfang og alvor. Det er pinligt.