Skip to main content

Til fru Hansen og lægen med tørklædet

Læge Erik Chr. Kragh, Borup. E-mail: aput@dadlnet.dk

2. jan. 2006
2 min.

Tre veluddannede kvinder har af egen fri vilje valgt at bære tørklæde under deres arbejde på danske hospitaler, fortæller de os i Ugeskrift for Læger nr. 46 (2005;167:4388) »ganske enkelt pga. kærlighed til den gud og den religion, som de tror på og ønsker at efterleve«.

Det er et trist indlæg, der viser, at de tre ikke har forstået meget af kulturen i det land, hvortil de er kommet. At de skulle være vokset op i Danmark, synes indlægget at udelukke.

Hvorfor de skal vise deres kærlighed til deres gud og religion, mens de er på arbejde, fremgår ikke.

I deres tid i Danmark må de da have forstået, at mange danskere ikke har et nært forhold til nogen gud, og for dem der har et nært forhold til en gud, opfattes det normalt som en privat sag.

Det er dog under alle omstændigheder besynderligt at vise sin kærlighed på et offentligt, ikkereligiøst sygehus, og man må da gå ud fra, at de af deres arbejdsgiver har fået besked på at trække i almindeligt arbejdstøj?

De fortæller os også, at lægeløftet (det danske?) altid kommer i første række, også når de har fri ... Ja, så skulle alt jo være godt, og vi må se frem til, at diverse interesseorganisationer for læger fremover vil blive repræsenteret på sygehusene med markant påklædning.

Som patient kan det selvfølgelig blive lettere at finde en læge, man føler fællesskab med, når man hurtigt kan se på påklædningen, om vedkommende er rockerrelateret, transvestit, nazist osv., men det er ikke en tradition, vi har haft, og vi ønsker vel alle, at den læge, der skal behandle os, fremtræder som en kompetent læge og intet andet.

Jeg er meget bekymret, ikke kun for fru Hansen. De tre mener, at de er med til at bygge bro og afkræfte fordomme. Tværtimod, de kunne bygge bro og afkræfte fordomme ved at være muslimer efter arbejdstid.