Til samfundets og mine medmenneskers gavn

»Jeg har ikke tid til at gå til møder - jeg skal tage mig af mine patienter«. Bemærkningen er velkendt. De patienter, lægen vil tage sig af og tænker på, er dem, der aktuelt er i behandling og f.eks. er indlagt på en hospitalsafdeling.

Det er menneskeligt at prioritere det nære, og det er også rigtigt. Det er oven i købet også rigtigt, at nogle møder viser sig at være tidsspilde. Det er de møder, som f.eks. anvendes som alibi for ikke at handle i det nære. Men hvis der bag lægens bemærkning ligger en generel opfattelse af, at kun den direkte patientkontakt betyder noget, og at møder, organisation og planlægning er formålsløst, må det overvejes, om den pågældende måske har den opfattelse, at sundhedsvæsenets opgaveløsning er statisk. Den opfattelse er nemlig en illusion, og den er hverken til gavn for patienter eller for læger.

Læger skal udvise helhedssyn

Det er interessant, at lægeløftet ikke i særdeleshed taler om lægens forhold til den enkelte patient men derimod pålægger lægen at udnytte sine evner »til samfundets og mine medmenneskers gavn« i den nævnte rækkefølge.

Læger skal udvise helhedssyn, og pointen er, at når lægen gør det, bliver det netop til gavn for patienten - den enkelte patient, som ligger lægen på sinde. Det betyder, at vi i dagligt klinisk arbejde ikke kun skal have øje for den patient, vi netop nu har at gøre med. Vi skal også være opmærksomme på de øvrige - nuværende og fremtidige - patienters behov. At udnytte sine evner til gavn for samfundet vil blandt andet indebære, at man fokuserer på sundhedsvæsenets organisation. Vi skal endda ikke alene fokusere på organisationen men også på organisationens udvikling, og det er fordi sygdomsmønstre, undersøgelses- og behandlingsmetoder, patienters forventninger og meget andet ændrer sig. Med andre ord, fordi sundhedsvæsenets opgaveløsning er dynamisk. En af de måder, som det kort kan udtrykkes på, er f.eks., at vi til stadighed må spørge, om vi opnår den størst mulige kvalitet for pengene.

Den videnskabelige udvikling af nye undersøgelses- og behandlingsmetoder gør i sig selv organisatorisk udvikling nødvendig. De kliniske arbejdsgange kan derfor ikke rigtig følge de traditionelle stier. At se nye veje er afgørende for den faglige kvalitet. Alligevel er læger ofte tilbageholdende med at engagere sig i organisatoriske forhold. Det overlader de hellere til andre. De lader stedfortrædere udvikle nye strukturer og arbejdsgange uden af den grund at være tilfredse med resultatet. Man kan måske hævde, at læger derved forsømmer lægeløftets krav om at udnytte deres evner til samfundets gavn og dermed til patientens gavn.

Samfundets gavn. Samfundet har mange interessenter, som i dag med rette har indflydelse på udviklingen i sundhedssektoren. Det gælder f.eks. politikere, administratorer, andre faggrupper, faglige organisationer og patientforeninger. Det er vigtigt, at lægen anerkender disse interessenter. Det er vigtigt for det brede samarbejdes skyld, det er vigtigt for lægens egen trivsel - bl.a. fordi et bredt samarbejde i virkeligheden ofte fører til større indflydelse - og igen: Det er vigtigt for patienterne.

Effektivisering til gavn for patienterne

Der er i de forløbne år sket en betydelig effektivisering i sundhedssektoren. Produktionen er øget, uden at budgetterne er steget i samme takt som i andre vestlige lande. Men sundhedssektoren vil fortsat blive mødt med krav om at optimere sin organisation. Dermed mener jeg ikke en effektivisering på bekostning af patienterne men tværtimod til gavn for patienterne - nemlig en kvalitetsforbedring. Men samtidig tror jeg, at det vil være en kvalitetsforbedring af lægegerningen, og at vi læger oven i købet vil trives bedre med vores fag. Men det indebærer altså, at vi anerkender den dynamiske udvikling, der præger sundhedsvæsenets organisation, og at vi i højere grad engagerer os i denne udvikling. Vi må ganske enkelt besinde os på, at vi aldrig får den reformpause, som tilbagevendende bliver efterspurgt.

Strukturreformen betyder, at hospitalsvæsenet fra 2007 organiseres i fem regioner. Det er værd at understrege, at gennemførelsen af den nye struktur i meget høj grad må ses som et resultat af den lægefaglige virksomhed, hvor man bl.a. i stigende grad erkender betydningen af den lægevidenskabelige udvikling og af lægers erfaring for kvaliteten af behandlingen. Et flere gange dokumenteret eksempel er, at det for mange kirurgiske indgreb gælder, at behandlingsresultatet bliver bedre, hvis de koncentreres på en afdeling, hvor et team af kirurger foretager mange af denne type operationer.

Organisatorisk engagement

Sæt nu, at det, der står i vejen, er selve kulturen i vores fag. Den klassiske lægedyd, som præger arbejdet, er den nære patientbehandling og at varetage de daglige og påtrængende gøremål. Der er ikke tvivl om, at læger både i primær- og sekundærsektoren har et betydeligt arbejdspres, og der er heller ikke tvivl om, at det, som tilfredsstiller lægen, er det, som hun kan og skal gøre her og nu, og også at hun ser dette som sin primære gerning. Alle læger skal naturligvis ikke i samme udstrækning engagere sig i organisatorisk udvikling, men det er værd at overveje konsekvenserne af at binde alle sine kræfter i den daglige patientbehandling. Det er vigtigt, at både den enkelte læge og professionen også præges af et organisatorisk engagement, og at læger sikrer sig den indflydelse på deres arbejdsforhold, som deres fag i virkeligheden berettiger. Man kan spørge, hvilke konsekvenser det ville have for udviklingen af en virksomhed og dens løsning af opgaver, hvis de medarbejdere, der har et overordnet ansvar, alene var bundet af og optaget af den daglige produktion.

»Jeg har ikke tid til at gå til møde - jeg skal tage mig af mine patienter«. Det kunne være, at netop dette møde havde ført til, at lægen kunne få undersøgt og behandlet sine patienter hurtigere og bedre, og at prioriteringen af organisatorisk udvikling ville have løftet kvaliteten for lægens fremtidige patienter.

En fastholdt fagkultur kan betyde, at ikke alle patienter får tilbudt den samme høje kvalitet af behandlingen. Den ældre, »uspecifikke« internmedicinske patient kan blive taberen i fremtidens sundhedsvæsen, hvis ikke vi tænker i organisatorisk udvikling. De patienter, der typisk indlægges akut på medicinske afdelinger, har ofte et sammensat sygdomsbillede og har svært ved at tiltrække sig eksperternes interesse, fordi de passer dårligt ind i på forhånd definerede sygdomsspecifikke forløb. Den stigende specialisering, som er foregået, kommer heldigvis mange patienter til gavn, men skyggesiden er, at behandlingen af ikkespecialespecifikke patienter kan blive nedprioriteret eller forsømt.

Den nye speciallægeuddannelse må ses som en god mulighed for at understøtte udviklingen af lægers helhedssyn. Vi skal ikke alene opnå snævre biomedicinske kompetencer som medicinske eksperter men skal have ledelsesmæssig, organisatorisk og økonomisk forståelse foruden forståelse for administration og samarbejde for dermed at forbedre kvaliteten af patientbehandlingen. Dette er ikke noget nyt, vil nogle måske hævde. Men man kan ikke se bort fra, at mange læger ikke erkender betydningen af at tage et organisatorisk og ledelsesmæssigt ansvar i dagligt klinisk arbejde, se lv om det har så afgørende og åbenbar betydning for kvaliteten af patientbehandlingen. Et patientforløb er f.eks. meget afhængigt af lægens ledelsesmæssige kvalifikationer og overblik. Et godt forløb er afhængigt af lægens evne til at træffe beslutninger og til at motivere og skabe samarbejde indbyrdes mellem læger og med andre faggrupper. Det er derfor, at lægeuddannelsen i dag gennem målbeskrivelser og uddannelsesprogrammer så kraftigt understreger vigtigheden af, at læger udvikler et helhedssyn. Det er et eksempel på en organisatorisk udvikling, som sigter mod en holdningspåvirkning og en modernisering af kulturen, og det vil få betydning for fremtidens sundhedsvæsen.

Lægeløftet og den gode læge anno 2006

Kan lægerne leve op til lægeløftet under de vilkår, de arbejder i dag? Lægger sundhedsvæsenets organisering, økonomi, politikerne eller andet hindringer i vejen for at være en god læge? Med afsæt i lægernes hverdag i sundhedsvæsenet, vil Lægeforeningen starte en medlemsdebat om vilkårene for lægers arbejde.

Dette er den anden kronik i en serie om lægeløftet. Thomas Gjørup har valgt at give stafetten videre til lægelig direktør Torben Mogensen, H:S Hvidovre Hospital. Du er også inviteret med i debatten. Skriv til os og sæt fingeren på de ømme punkter for »den gode læges arbejde«. Du kan skrive en kronik på 1.200 ord eller en kommentar til Min mening på 650 ord eller et debatindlæg på maks. 400 ord. Debatten er første indspark til en ny sundhedspolitisk erklæring, som Lægeforeningen vil fremlægge ved foreningens 150 års jubilæum i 2007.