Skip to main content

Tilsynslistens selvangivelse

Læge Johannes Bjerre , Vejen

6. maj 2013
2 min.

E-mail: johannesbjerre@hotmail.com

I Sundhedsvæsnet skal vi give vores patienter den rigtige behandling. Derfor har Sundhedsstyrelsen en tilsynsliste, hvor der står ting, som skal huskes eller undlades. Jeg er blevet rystet, for nu bliver jeg nødt til at angive mig selv til listen – jeg har udskrevet medicin til fare for patienterne, da den kan medføre vejrtrækningsstop.

Sundhedsstyrelsen skal ifølge sundhedsloven føre tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, og bliver styrelsen bekendt med overtrædelser eller mangler på sundhedsområdet, skal styrelsen skride ind [1]. Derfor har styrelsen udført autorisationsfratagelse hos en læge. Lægen brugte et benzodiazepin, der kan medføre vejrtrækningsstop, og det er naturligvis risikabelt, hvis medicinen får patienten til at holde op med at trække vejret.

Sundhedsstyrelsen konkluderer, at anvendelsen af medicinen har udgjort en forøget risiko for patienterne, og at lægens arbejde er til fare for patientsikkerheden [2]. Autorisationsfratagelsen er gennemført, da der var en fare. Der foreligger ikke en obduktionsrapport med en klasse 1-fejl – patienten er død og ville have overlevet med korrekt behandling. Der er end ikke beskyldninger om skader på patienter. Anklagen er luftig – der er en fare, og straffen er faldet nidkært og hårdt.

Jeg føler, at jeg følger fagets bestemmelser, men nu frygter jeg, at mine samvittighedsfulde ordinationer udgør en fare for mine patienterne, og at jeg derfor bør straffes på tilsynslisten.

Jeg mener, at vi har brug for en styrelse af sundheden, der sætter hårdt ind og nidkært sørger for, at vores patienter lever længe og får korrekt behandling. Vi kan kun garantere vores patienter, at livet er så farligt, at det er umuligt at overleve. Sundhedsstyrelsen konstaterer, at levetiden i Danmark er ringere end i samtlige andre lande, vi sædvanligvis sammenlignes med [3].

Klassisk kvalitetssikring sker ved obduktion, og i Danmark undersøges under 5% med sektion [4]. Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ikke samme behov som tidligere for at obducere, selvom 9% af patienterne i kapellet kan have været udsat for klasse 1-fejl [5].

Autorisationsfratagelsen er gennemført, da der findes en fare ved lægens behandling med benzodiazepin. Jeg har udskrevet benzodiazepinet stesolid til behandling af børn med feberkramper, og hvilken læge har ikke gjort det samme?

Burde vi ikke alle sammen placeres på tilsynslisten og allerøverst Sundhedsstyrelsen, der accepterer både manglende levetid, og at 95% af fejlene i sundhedsvæsnet risikerer at blive begravet?

Interessekonflikter: ingen

Litteratur

  1. www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=130455#K66

  2. www.sst.dk/DS/Tilsyn_liste.aspx

  3. www.sst.dk/publ/Publ2010/DOKU/OECD/DKsundhedsv_internationaltpersp.pdf

  4. Larsen K. Kun hver 20. obduceres. Ugeskr Læger 2012;174:762.

  5. Gallagher B, Burton EC, McDonald KM et al. Changes in rates of autopsy-detected diagnostic errors over time: a systematic review. JAMA 2003;289:2849-56.