Skip to main content

Tør vi sige sandheden?

Preben Joffe Overlæge, speciallæge i intern medicin og nefrologi. E-mail: joffe@dadlnet.dk

13. maj 2011
4 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Lægelig direktør, VikTeam A/S

Der er p.t. mange varme emner i sundhedsdebatten, såsom ventetider på sygetransporter og kompetencer på de danske akutafdelinger. Men tale synes ikke at flytte så meget; derfor en historie fra det virkelige liv:

Den 21. december 2010, kl. 16.00 ringede min 86-årige far helt ude af den, da min mor på 87 år var faldet ud af sin kørestol og havde fået en større flænge i ansigtet. Min far kunne ikke give relevant anamnese, så jeg fik ringet dertil, hvor min mor midlertidigt var efter en apopleksi. Jo, det var en dyb flænge; de havde ringet efter en ambulance, men fået oplyst, at der ville gå yderligere 30 minutter, før den kom. Så jeg sprang ind i bilen og kørte gennem snemasserne til hendes genoptræningssted. Og ganske rigtig sad der to venlige medarbejdere og forsøgte at hjælpe min mor, som blødte temmelig meget. De havde intet ud over plaster og håndklæde. Jeg fik brugt plastrene, og blødningen stoppede. Jeg ringede til 112, og fordi jeg er læge, ville man ændre ambulancen til »kørsel 1«. Min mor var rolig; ambulancen kom en time og 25 minutter senere.

Jeg kørte til skadestuen på Bispebjerg Hospital og ventede 20 minutter på, at ambulancen med min mor skulle ankomme. Det tog dem imidlertid længere tid end mig at køre samme strækning, da de lige skulle have en pølse på vejen. De to ambulancefolk havde nemlig intet spist hele dagen og kunne oplyse, at Københavns ambulancevæsen var sparet helt i bund.

På skadestuen blev min mor modtaget af en sød sygeplejerske. Der var enormt travlt med ca. seks timers ventetid. Jo, de kunne hjælpe med en medicinstuderende, som muligvis kunne sy hende, men som ikke havde prøvet det før. Og da det var i ansigtet, mente jeg, man nok skulle være færdig læge for at »få lov«. Så vi ventede en time til.

Imens komprimerede jeg, da det småsivede fra kontusionen; min mor tog det afslappet. Næste mulighed, man kunne tilbyde, var at kalde en medicinsk forvagt i KBU-stilling og høre, om han kunne hjælpe. Men han kunne ikke sy. Så det endte med, at jeg sammen med den søde sygeplejerske valgte at opfatte skadestuen som »et rum jeg måtte benytte til en patient« og gik i gang med lidokain og fik efterfølgende syet det ret dybe sår flot sammen - synes jeg selv. Så blev hun da syet. Men da hun også skulle hjem med liggende transport, ringede sygeplejerske efter en sådan, mens jeg suturerede - for at undgå yderligere ventetid.

Tolv timer senere var hun stadig ikke kørt hjem. Min far sad hos hende og insisterede på at vente på transporten sammen med hende. Jeg fik sygeplejersken til at hente lidt mad til mine forældre og drog selv hjem. Kl. 04.00 blev min mor kørt tilbage til rehabiliteringspladsen.

Flot tænker jeg; hovedsår skal sys, inden der er gået mange timer - det lærte vi jo på lægeskolen. Og godt jeg stadig kan suturere. Ikke selvros for jeg synes, det er totalt grænseoverskridende, at jeg selv skal undersøge, bedøve og siden sy min mor. Men hvad var alternativet? For sygehusledelsen har »da også særlig bevågenhed over for vores skadestue, da den fungerer så dårligt«, nåede sygeplejersken at berette. Så for at gøre en lang »ventetid« kort: Alle taler om, at akutafdelinger skal bemandes med stor kompetence - det er ikke det, der møder en i København. Ventetiden skal ned, men det er ikke det, man møder i København. Og hjem skal patienten - vi har tilmed begrebet »accelereret patientforløb«... men det var ikke det, som prægede ovenstående.

Jeg kunne undersøge, jeg kunne suturere, og jeg kunne tage det lægelige ansvar. Men det kunne de pårørende til de andre patienter øjensynligt ikke den aften på det store sygehus - for de ventede meget længe. Kolleger: Vi er nødt til at fortælle sandheden, overholde lægeløftet og give systemet besked, for det er ved at gå helt galt. Så den skræk, der synes at eksistere blandt ledende overlæger, for at stå frem og sige fra pga. angsten for fyring skal væk. Hvad siger du?