Tørklædet: en bagatel eller religiøs underkastelse?

Helen Latifis & Abidah Ashrafs indlæg fremtræder for mig som pinlig følelsesporno, som jeg har svært ved at forholde mig til. Til gengæld behandler deres indlæg kun sporadisk emnet: Bør indhylning af offentligt ansatte kvinder forbydes?

Forfatterne betegner tørklædet som en »bagatel«. Hvis dette var tilfældet, ville vi slet ikke have denne diskussion. Modsætningsvis kalder de dog også tørklædet »religiøs underkastelse«. Dette er et stærkt udsagn og synes alt andet end bagatelagtigt.

Forfatterne hævder, at muslimer udsættes for »fremmedgørelse og marginalisering« i det danske samfund. Hvilke muslimer taler vi om? Alle? I min ret store omgangskreds af muslimer findes ikke en eneste, der er enig i dette ofte repeterede udsagn. For dem er det generende, idet ingen af dem føler sig som de ofre, forfatterne synes at mene, at muslimer er.

Med indkalkuleret risiko for at blive misforstået: Hvorfor ønsker nogen at bo i eller forblive i et land, hvor man føler sig fremmedgjort og marginaliseret, kort sagt er offer? Eller hvor middelalderlige skikke som indhylning af kvinder hos endog rigtigt mange vækker anstød? Der er som bekendt mange lande i bl.a. Mellemøsten, hvor disse fortrædeligheder slet ikke ville opstå. Det synes derfor mere logisk, hvis man foretrak at slå sig ned der.

Det er skam ikke kun i sundhedssektoren, at ansattes behov for at skilte med deres tro skal fjernes. Det skal ske i alle offentlige institutioner. Tro er privat og udøves hjemme eller i dertil indrettede huse. Jeg vil gerne være fri for, når jeg drager mit sidste suk (måske på skadestuen!), at se en indhyllet kvinde bøjet over mig. Jeg vil være fri for, når jeg mimrende og med rollator søger hjælp i det danske sociale system, at blive konfronteret med en indhyllet socialrådgiver, der intet forstår af mit liv. Børn skal være fri for at blive udsat for forvirringen mellem mors påklædning og en indhyllet pædagog. Hvordan i alverden forklarer man drengebørn, at pædagogen er indhyllet, for at de ikke skal blive fristet af hendes ynder?

Om end det måtte være spildte Guds ord på Ballelars, gentager jeg gerne: Jeg hævder alles ret til at tro på, hvad de vil og leve det liv, de hver især foretrækker. Men jeg hævder også min ret til at blive fri for at blive konfronteret med et andet menneskes »religiøse underkastelse« og livsform. Det kommer hverken mig eller nogen anden ved.