Tørklædets signalværdi

På baggrund af udtagelser fra børn og unge-læge Vibeke Manniche i Ugeskrift for Læger (2005;167:2928-30) og journalist Marianne Scheele i Ugeskrift for Læger (2005;167:3423-4) føler jeg mig foranlediget til at fremsætte min støtte til førstnævnte og udtrykke bekymring over, at sidstnævnte - perfide - indlæg kommer fra en underviser på medicinstudiet.

Jeg støtter helt Vibeke Manniche i, at brug af hovedtørklæde - nok især hos yngre (danskuddannede) kvinder, og mindre hos ældre indvandrerkvinder uden primær tilknytning til det danske samfund - kan opfattes som, hvis ikke en provokation, så i hvert fald en demonstration.

Jeg har rejst og arbejdet i mit fag i Mellemøsten og synes bestemt ikke om den forskel, der er i behandling af kvindelige og mandlige patienter der.

Jeg er stolt over og glad for at bo i et land, hvor man kan gå klædt, som man vil, men dette er ikke ensbetydende med, at man kan fritages fra alle konsekvenser af sit valg. Jeg ville aldrig selv drømme om at klæde mig i miniskørt, shorts eller bararmet top, når jeg færdes i mellemøstlige samfund, hvor dette ville vække anstød. Dette helt uagtet, at min baggrund og klimaet ville have gjort det naturligt for mig, og at det i øvrigt på det pågældende tidspunkt formelt var fuldt lovligt.

Jeg skal understrege, at jeg intet som helst problem har med tørklædeklædte patienter, som jeg i vid udstrækning tager hensyn til, forudsat naturligvis at det ikke har indflydelse på den medicinske tilgang.

Derimod ville jeg være yderst betænkelig ved som kvinde at lade mig behandle af en tørklædebærende kollega, der åbent demonstrerer, at hun anerkender en forskel på mænd og kvinder, som jeg ikke kan acceptere. Jeg ville heller aldrig fagligt, socialt, privat eller forretningsmæssigt lade mig repræsentere af en person, der åbent demonstrerede dette kvindesyn.