Tranexamsyre og subaraknoidalblødning

Jens Astrup har i en glimrende artikel i Ugeskrift for Læger [1] redegjort for betydningen af behandling af patienter med subaraknoidalbødning (SAH) med tranexamsyre. Af artiklen fremgår tydeligt, at de første timer efter første blødning er kritiske med stor risiko for reblødning, og at denne risiko kan nedsættes med tranexamsyre.

I dag behandles mellem 70 og 90% af alle aneurismer med embolisering (coil). En af de mest frygtede komplikationer til denne behandling er tromboembolier, hvilket kan skyldes, at SAH medfører aktivering af koagulationssystemet [2]. Vi ved endnu ikke, om behandling med tranexamsyre øger forekomsten af tromboemboliske komplikationer ved coilbehandling af aneurismer. En enkelt artikel [3] nævner risikoen, men fandt ikke øget frekvens af tromboembolier hos patienter behandlet med tranexamsyre, men der gøres opmærksom på, at man ikke har fokuseret specifikt på dette problem.

Vi har imidlertid en udokumenteret fornemmelse af, at antallet af tromboemboliske komplikationer i vores afdeling er øget efter introduktion af behandlingen med tranexamsyre. Vi har derfor, indtil der skabes evidens på området, indført den rutine, at tranexamsyre seponeres 6-8 timer inden forventet embolisering. Hvorvidt dette medfører en reduktion i antallet af tromboemboliske komplikationer, er uafklaret. Det er ligeledes uafklaret, om der optræder flere reblødninger.

For at skabe den nødvendige evidens vil vi opfordre til, at der oprettes en landsdækkende database til registrering af patientforløb ved subaraknoidalblødning, således at uhensigtsmæssige behandlingsrutiner registreres tidligst muligt.