Skip to main content

Undertegnede har været på »fokuseret ophold« ved Trauma Unit, Johannesburg Hospital, i Sydafrika i august 2005 forud for ISS/SIC-kongres International Surgical Week i Durban.

Traumebehandlingen er i Sydafrika opbygget som i resten af verdenen med undtagelse af Danmark. Behandlingen varetages af specialiserede traumelæger, hvis uddannelse indbefatter ATLS-principperne samt Definitive Surgical Trauma Care (DSTC), som er den liv- og førlighedsreddende kirurgiske behandling, der foretages af disse kirurger og med den brede uddannelse, dette indebærer.

Da samtlige funktioner i ATLS, bortset fra røntgendiagnostikken, varetages af traumelægerne, skal disse, sammenlignet med den danske model, dække funktioner inden for kirurgi, thoraxkirurgi og anæstesi. Skal man herefter foretage DSTC, skal man desuden kunne beherske øre-næse-hals-kirurgi, urologi, karkirurgi samt ortopædkirurgi.

Ulykker er en af de væsentligste dødsårsager i livets første fire decennier. Traumebehandling her i landet har af historiske årsager været underlagt det ortopædkirurgiske speciale, hvor det alle andre steder i verden har været foretaget af organkirurger. Dette betyder, at hver gang nye tiltag kommer til verden andre steder, er man nødsaget til at opfinde »den danske model«, hvilket indebærer, at traumebehandlingen risikerer at udvikle sig i en forkert retning. Jeg ser flg. problemer:

  • DSTC som overbygning indeholder operative procedurer, som ingen specialer normalt beskæftiger sig med.

  • Der er en fortsat specialisering inden for kirurgien, således at parenkymkirurgen ikke længere findes, og de eksisterende specialer har så lidt almen viden inden for andre specialer, at de ikke kan varetage funktionen.

  • Sundhedsstyrelsen har tilkendegivet, at der i Danmark ikke er tilstrækkeligt grundlag for et selvstændigt speciale i traumekirurgi.

  • Tilbage står den pulje af kirurger, der har tilknytning til forsvaret, og som derigennem uddanner sig til specifikt denne kategori. Men det betyder, at disse værdifulde kirurger fordeles tilfældigt i kongeriget. Og vi kan ikke basere en så væsentlig del af traumebehandlingen på individuelle personlige interesser.

  • Den politisk ønskelige situation med fire traumecentre fordelt i Danmark udelukker rutinering i traumebehandling pga. for ringe patientvolumen, og sammenlignet med Holland, der nu reducerer til fire centre til 16 millioner indbyggere, synes antallet af centre i Danmark for stort.

  • Pga. den danske model kan danske læger ikke deltage i traumebehandlingen i forbindelse med udlandsophold, så her kan vi heller ikke tilegne os den erfaring, der er nødvendig.

Man kunne ønske sig, at specialerne atter satte sig sammen og fandt konsensus, således at traumebehandlingen i Danmark fortsat kan måle sig med international standard.

SVAR: