Skip to main content

Tre måneder i Rwanda

Overlæge Jens-Jørgen Kjærgaard, SæbyE-mail: jensjk@gmail.com INTERESSEKONFLIKTER: IngenFotos: Jens-Jørgen Kjærgaard

15. mar. 2010
6 min.

For et år siden skrev jeg i Ugeskriftet (2009;171:444-5) om mine erfaringer og oplevelser som underviser af unge læger i en måned i Rwanda udsendt af Traveltoteach/Globale Læger. Det var en måned, der gjorde stort indtryk på mig, selvom der var megen modgang og mange frustrationer. Jeg skrev også, at jeg overvejede et tilbud om at komme igen for at arbejde på betalingshospitalet King Faisal. Og det gjorde jeg så, tre måneder i slutningen af 2009.

King Faisal Hospital blev i sin tid, i 1991, bygget for saudiarabiske midler med et indskud af sydafrikansk kapital, men er nu helt på rwandiske hænder - men offentlig ejet. Tanken er at opbygge landets bedste hospital, betalt af de patienter, der har råd til det, og dem er der en del af. Ud over de velhavende er patientmassen de velforsikrede og desuden en del betalt af diverse organisationer, som der også er mange af. Endelig er der mulighed for efter ansøgning at få behandlingen betalt af sundhedsministeriet, hvis det kan godtgøres, at den er livsnødvendig og ikke kan gives i det offentlige system. Kontakten fik jeg den sidste dag af mit undervisningsophold i 2008, hvor jeg på eget initiativ besøgte stedet. Jeg deltog i medicinsk afdelings morgenmøde, hvor man om fredagen gennemgår problematiske patienter og dødsfald, og jeg fik indtryk af en seriøst arbejdende afdeling.

Jeg sluttede af med at deltage en times tid i stuegangen, forvirrende, men dog et langt bedre indtryk end fra de to offentlige universitetshospitaler, hvor jeg havde arbejdet den foregående måned. Og da formiddagen var gået, havde jeg fået tilbud om arbejde af fire forskellige seniorer.

Hvor er patienterne?

Efter mange problemer med at få en aftale hus kom jeg så den 2. oktober til Kigali, ansat som kardiolog på Rwandas fineste hospital, det ene af tre til en befolkning på knap ti millioner.

Min ansættelse havde nu været ti måneder undervejs, og jeg forudså ventende mængder af patienter. Det var der ikke. Intet var forberedt.

Der kom dog patienter, meget ujævnt, men aldrig for mange - mit største problem i de tre måneder var for lidt arbejde. Pinagtigt i et land hvor behovet er så stort, og hvor lidt bedre organisation kunnet have give hospitalet og landet langt mere for pengene.

Måske halvdelen af patienterne var tydeligvis velhavende, fortrinsvis yngre mennesker med ubehag i thorax eller angst og uro, som anamnestisk klart ikke var af kardial genese, eller med hypertension og hertil relaterede problemer. De fleste forventede og ønskede dog mere end en samtale og en klinisk undersøgelse, så det blev ofte til et ekg og en ekkokardografi.

Den anden halvdel af patienterne var somatisk syge - meget syge. De var henvist fra andre sygehuse - eller kommet på eget initiativ, fordi de var utilfredse med behandlingen i det offentlige system, eller fra et af nabolandene.

Det var patienter med de hjertesygdomme, der er hyppige i de fattige dele af Afrika: reumatisk hjertesygdom, oftest mitralstenose og/eller insufficiens, ofte monstrøse og alle operationskrævende, hjerteinsufficiens, hyppigst venstresidig sekundær til hypertension, som er et stort problem i Afrika, men også uforholdsmæssigt mange tilfælde af isoleret højresidig hjerteinsufficiens uden forklaring i lungesygdom - også et kendt problem for afrikanere. Iskæmisk hjertesygdom er derimod fortsat en sjældenhed.

Men hvad nu med alle disse patienter, der var uden penge og havde ødelagte hjerteklapper efter gigtfeber? I et land uden mulighed for hjertekirurgi? For blot fire år siden var mulighederne meget få, men da vendte en børnekardiolog, Joseph Mucumbitsi, tilbage fra uddannelse i Belgien, og han har gjort en kæmpeindsats dels for børnene, dels har han reelt også været landets eneste kardiolog, da den tidligere indsats har været yderst beskeden. Men ud over dette har han formidlet kontakt til amerikanske, belgiske og australske organisationer, og med disses hjælp er der nu ved et formidabelt samarbejde i de seneste tre år opereret knap 100 børn og voksne i Rwanda.

Disse organisationer har dog også arbejdet i andre lande, og den ældste er australske Team Hope, som var i landet i november og opererede 24 børn med medfødt hjertesygdom. Organisationen har været aktiv i 24 år og har i denne periode i 14 fattige lande opereret knap 2.400 børn med en dødelighed på 1,4%. Arbejdskraften er frivillig, ulønnet og betaler selv rejsen - værtslandet lægger kost og logi samt den lokale arbejdskraft og operationsfaciliteter til, men al medicin og utensilier, f.eks. klapper og katetre, medbringes også, dog har den australske regering også bidraget de seneste år. At det overhovedet kan lade sig gøre i det omfang, på de vilkår og med de resultater, er for mig næsten ubegribeligt. Også lokalt kræves der en stor organisation - ud over udvælgelsen af patienterne.

Lidt arbejde men masser af penge

Ud over at se de ambulante patienter, skulle jeg også jævnligt tilse indlagte patienter. Det lykkedes mig ikke på de tre måneder at få nogen fast struktur på dette, men jeg deltog dog i stuegangen nogle gange. Denne foretages i princippet af en af de fem consultants, som har unge læger og en sygeplejerske med sig. Consultant beskæftiger sig ikke med journalen, der er håndskrevet og vanskeligt læselig, sygeplejersker og læger skriver i tidens ånd alle observationer, en af de unge refererer og skriver consultants mening. Patienten inddrages sjældent som andet end et objekt, der undersøges og diskuteres, dog indhentes der måske enkelte anamnestiske oplysninger, men i øvrigt foregår kommunikationen ved de unge læger uden for stuegangstiden.

Som anført var det svært for mig at få en struktureret plads i dette, og det blev ikke bedre, da der pludselig en dag dukkede endnu en specialist op, dr. Abdelmonaim fra Ægypten, specialist i hjerte- og lungesygdom. Udsendt af den ægyptiske regering som hjælp til Rwanda i tre år. Ingen vidste tilsyneladende noget herom på forhånd eller havde i hvert fald ikke videregivet informationen. Der blev heller ikke i min tid sat struktur på hans arbejde, han gik blot med på stuegang hver dag, men havde i øvrigt intet meningsfyldt arbejde, så vidt jeg kunne se. En dag spurgte jeg ham, om han ikke fandt dette kedeligt og frustrerende. Næh, hjemme i Ægypten var der masser af arbejde, men kun lidt penge - her havde han kun lidt arbejde, men fik masser af penge (fra Ægypten). Og i min sidste måned dukkede endnu en kardiolog op - en ung rwander, uddannet i Sydafrika. Også det syntes at komme som en overraskelse for den bestående stab.

To læger har lært en del

Så meget var kaotisk som sidste års undervisning i det offentlige. Umiddelbart skal det måske ikke undre i et lille, fattigt afrikansk land syd for Sahara kun 15 år efter en altødelæggende borgerkrig, men dette kaos kontrasterer mod så meget andet i det på mange måder velfungerende land. Lov og orden, ingen korruption eller kriminalitet af betydning, gadebilledet med mange og nye biler, alle indkøbsmuligheder og mange mennesker, der tydeligvis intet mangler - selv om det store flertal mangler næsten alt.

Var det hele så omsonst? Nogle patienter har fået en behandling, der formentligt har gavnet dem. Og måske vigtigst, to unge læger har lært en del. Især en af disse var særdeles interesseret og opsøgte mig, hver gang han havde en ledig st und, fulgte med i undersøgelser, spurgte og spurgte og sugede til sig i et omfang, jeg sjældent har oplevet. Og som Joseph sagde til mig en dag, jeg luftede mine frustrationer: »I know. But we try. And some patients benefit«.

Og jeg er blevet meget klogere. Joseph spurgte, da jeg sagde farvel til ham, om jeg kunne tænke mig at komme tilbage som medical director på universitetshospitalet i Butare. Ja, måske. I hvert fald hellere det end bruge mere tid på de rige - men nogen skal jo betale.

Skulle der være interesse for at vide mere om mine erfaringer på King Faisal og i Rwanda i det hele taget, har jeg skrevet meget på jensjk.blogspot.com og taget en del billeder, som kan ses samme sted.