At trodse Lægeforeningen

I debatten efter DR1's udsendelse om danskernes behandling af tyske flygtninge i foråret 1945 har man primært fokuseret på Lægeforeningens rolle, men hvorfor egentlig? Lægeforeningen er en politisk organisation og Lægeforeningen har ikke aflagt lægeløfte. Det har derimod den enkelte læge: At nægte at yde livreddende behandling, når man opfordres til det, er den nærmeste til det og har mulighed for det, er et klokkeklart brud på lægeløftet og dertil vel nærmest en tilsidesættelse af enhver etik. Havde der været tale om sårede tyske frontsoldater, kunne man måske nok have haft held med at ophøje spørgsmålet til etisk dilemma. Men at livreddende lægehjælp til kvinder og børn i 1945 skulle kunne »lette Tyskernes Krigsførelse« (Frihedsrådets argumentation) forekommer - og må have forekommet - indlysende absurd. Når mange, herunder mange læger, i besættelsens tidligere faser med risiko for deres liv kunne trodse regeringens påbud om samarbejde, kunne man nok også siden have trodset Lægeforeningen og reddet et par syge spædbørns liv. Ikke at det på nogen måde ville have været nemt - det var uden tvivl en vanskelig tid - men vil nogen virkelig benægte, at det havde været korrekt?