Skip to main content

Truslen om tempotab

Inga Marie Lunde

2. nov. 2005
4 min.

»Kan jeg få en tid i dag? Helst i formiddag ...«, lød det lidt hektisk i telefonen mandag morgen.

»Hvad drejer det sig om?« »Jeg får sådan nogle stik forskellige steder i maven. Det gør vanvittig ondt når de kommer.« »Hvornår begyndte det?« »Jah ... det begyndte vel for et års tid siden«. »Har du også ondt i dag?« »Neej, men i onsdags ... i sidste uge ...«

Mandagens tæt besatte patientliste afslører ingen ledige tider. Da patienten ikke har ondt, tilbydes en tid tirsdag formiddag. Patienten lyder meget skuffet: »Kan du slet ikke i dag, jeg har nemlig fået mulighed for at tage en sygedag ... og jeg har ikke haft tid til at ringe før ... Det var virkelig slemt i sidste uge ... jeg var lige ved at tage hjem fra arbejde ... Og jeg har ikke tid til ... hvis det nu kommer igen ... På fredag tager vi sydpå, så den her uge bliver lidt presset ...«

Trendanalytikere kan give tankevækkende beskrivelser af tempokulturens turboeffektivitet, som er nødvendig for at holde hverdagens hastighedsniveau. Vort største problem er døgnets begrænsede timer. Den begrænsning fordrer planlægning, som også tager tid. Samtidig med at vi har fået flere og flere tidsbesparende hjælpemidler og systemer på arbejde og derhjemme, oplever vi paradoksalt nok en stadig større mangel på netop tid.

- Det kom jeg til at tænke på i telefontiden mandag morgen. Det var et meget upassende tidspunkt. Det var der slet ikke tid til.

Et tegn på sygdom eller en fornemmelse i kroppen, som kan give et ikke planlagt tempotab, er den største trussel for travle og effektive mennesker. Der er sjældent tid til at »tage en sygedag« - som det hedder, eller til at have dage hvor kroppen viser, at den har sine funktionsbegrænsninger. Så må der findes en tid i konsultationen her og nu. Så tempoet kan holdes og man kan nå at blive færdig til næste uges ferie sydpå. Og den tiltrængte ferie skal helst ikke ødelægges af noget kropsligt »unormalt«. Det er de forventninger aktive mennesker kommer til deres læge med.

Mennesker i dag kontakter oftere og hurtigere læge, med ønsket om en hurtig tid. »Kom i tide« og »før det er for sent« - er i høj grad slået an. Og lader det sig ikke gøre at få en tid samme formiddag, fordi andre har været endnu hurtigere, kan reaktionen være: »Jamen ... så kan det jo være at det er gået over ...« It-teknologiens mobil- og mail-forbindelser bevirker også, at vi lever mere impulsivt og spontant end førhen.

De hurtige kommunikationsmuligheder har på sin vis gjort os mere utålmodige. Utålmodigheden gennemsyrer samfundet, og har en vis sammenhæng med nettets muligheder at gøre. Vi vil helst kunne ordne alt her og nu, og på et hvilket som helst tidspunkt på døgnet. Under utålmodigheden ligger nogle forestillinger og forventninger om, at vi selv ejer vores tid. Vi vil ikke ligge under for andres begrænsninger af vores tid. Vi kan blive irriterede, hvis nogen har slukket deres mobil, når vi ringer til dem. Og andre må gerne svare straks, når de modtager vore e-mails, mens vi selv vil læse vore når det passer os. Alle har forventninger om hurtige svar og afgørelser. Det er hurtighed der forventes af os, ikke at vi tænker os om, eller overvejer tingene en ekstra dag eller to. Der er ikke tid til »at sove på det« - vi forventes at melde tilbage i en fart.

Men der findes også andre strømninger i vores tid. Der findes en længsel efter langsomhed og stilhed. Det hastende menneske som lader sig jage rundt i hverdagen længes efter eftertænksomhedens zoner. Efter rum og rammer som er indrettede til at fordybe sig i mere langsigtede tanker.

Skal vi læger sætte endnu mere turbo på for at følge med patienternes og vores egen tid? Eller er der mere behov for, at vi finder og skaber rum for roen, så vi kan »være« i den tid, vi er i? Hvis vi i tankerne er et andet sted, end der hvor vi er, oplever vi kun i glimt den hæsblæsende længsel efter noget, som vi ikke har tid til at dvæle ved.

Nu ser jeg hen til tirsdag formiddag. Da vil patienten og jeg få et rum til at dele en bid af travlhedens tid med hinanden. Vi vil også få tid til at tale om, hvordan disse »stik forskellige steder i maven« påvirker en i forvejen »presset« uge ...