Skip to main content

Tuberkulose som folkesygdom - indsats og omkostninger 1900-1962

Speciallæge Kaj Viskum E-mail: birgitteviskum@mail.dk

27. apr. 2012
2 min.

FORFATTER:A. Høj-Nielsen FORLAG: Esbjerg. http://bog.nu. 2011 SIDER: 254 Pris: 198 KR.

ISBN: 978-87-890-8537-1

Tuberkulose var omkring 1900 en hyppig sygdom med høj dødelighed. Der var ikke megen hjælp at hente fra hospitalsvæsen, socialvæsen, sygekasser eller omgivelserne generelt, for det var en tabubelagt sygdom, som man ikke talte meget om, hvilket det i øvrigt var i lang tid derefter. Forfatteren beskriver udviklingen i de efterfølgende godt 60 år og gør det med tabeller, referencer, billeder og ofte arkivoplysninger fra en involveret personkreds i Ribe Amt, hvor han har rod. Der er information om Nationalforeningen - grundlagt 1901 - og Skt. Joseph-søstrene, som stod for bygning af de første sanatorier, statens bidrag med tuberkuloselov og økonomi samt sygekassers og socialvæsens sene erkendelse af, at der var behov for hjælp. Vi hører om udvidelse af sanatoriernes sengeantal, opbygningen af diagnosestationer, folkeundersøgelser, gruppeundersøgelser, Mantouxtest, Calmettevaccination og udryddelse af kvægtuberkulose.

Behandlingen var især ro og mad, iblandet kirurgisk behandling i specielle tilfælde.

Situationen vendte især pga. en generelt højere levestandard og udvikling af en effektiv medikamentel behandling. Dette sidste og afgørende skridt er kun kursorisk behandlet.

Nu var behandlingsapparatet for stort til de få patienter. Nedtoningen af beredskabet viste sig at være næsten lige så smertelig og vanskelig som etableringen.Så langt så godt.

Forfatteren beskriver tbc-verdenen ud fra Ribe Amt og Spangsbjerg Sanatorium med personale- og patienthistorier og beskrivelse af de forskellige faser i Spangsbjerg Sanatoriums udvikling. Det er en omfattende del af bogen, og her er det svært at holde interessen fangen. De personer, som ville finde denne del interessant, er nok for størstedelen døde.

For den tbc-interesserede læser er der megen historisk viden at hente, men jeg tvivler på, at der er ret mange interesserede.

Interessekonflikter: ingen