Turnuslæger - et krav eller tilbud?

Stadigt hyppigere må jeg spørge mig selv, om turnuslægeordningen er et tilbud til sygehusene om en arbejdskraft, der ganske ubesværet tilflyder afdelingerne uden betingelser, eller det snarere drejer sig om et krav fra sygehusene om mandskab, uden hvilket afdelingerne ikke kunne fungere.

Fra almen praksis har det primært drejet sig om et krav til og tilbud fra praksis med henblik på at deltage i yngre lægers videreuddannelse. Og praksisreservelægeordningen er vist kommet for at blive. I de første mange år var det en uhonoreret tjans at fungere som tutor for en praksisreservelæge (PRL). Ganske vist var den yngre læge uddannelsesmæssigt ældre end nu om dage og indgik derfor i højere grad i dagligdagen som en ekstra mand og producerede ydelser til glæde for tutor. Men uddannelsesmæssige modkrav fra yngre læge eller systemet var ikke formuleret, der forelå ingen uddannelsesprogrammer og ingen strømlinjede evalueringssystemer.

I dag er praksisreservelægeordningen ganske veldefineret med krav om uddannelse, krav om rimelige fysiske klinikrammer for PRL, krav om evaluering og uddannelsesprogram (som på sygehuset) og fra tutors side krav om honorering og passende kadence i tildelingen af turnuslæge. Praksisreservelægeforløbene er næsten 100% velfungerende, hvilket vi som koordinatorer har monitoreret over flere år ved udsendelse af evaluerende spørgeskemaer efter endt forløb samt ved vores turnustræf. Succesen udspringer bl.a. af det tætte forhold mellem tutor og PRL, en kontakt der ubesværet giver anledning til en kontinuerlig undervisning eller lærdomsudveksling og care.

Hvis en tutorpraksis gentagne gange evalueres dårligt, må sagen belyses, og en løsningsmulighed ville være at foreslå praksis nedlagt som uddannelsessted for PRL.

Såvel i praksis som på sygehusafdelingen må det med henblik på udbytte for turnuslægen dreje sig dels om et stort patientflow, uden hvilket der ikke kan skabes et fundament for undervisning eller læring. Den del synes at være opfyldt på alle uddannelsessteder i amtet. Dels drejer det sig om oplevelsen af en positiv attitude fra tutors eller afdelingens side i forhold til undervisning/supervision/feedback/omsorg. Er den ikke til stede, falder udbyttet, og jungletrommen vil sprede et ugunstigt rygte, og en selvforstærkende negativ proces er i fuld gang. Omvendt vil et YL-venligt uddannelsessted nærmest drukne i tilstrømning af højt motiverede yngre læger - hvis det ikke lige var fordi at strømmen er reguleret.

Og her må jeg igen spørge: har man krav på turnuslæger uanset modydelsen, eller er der tilbud om turnuslæger, hvis man kan levere varen, nemlig et gedigent uddannelsessted? Og hvis der er tale om et tilbud: hvad gør man, hvis modydelsen synes at være for beskeden? I almen praksis, hvor alt udspiller sig mellem én tutor og én praksisreservelæge, er manøvremuligheden for opnåelse af bedre uddannelsessted væsentlig mindre end tilsvarende mulighed på en pulserende sygehusafdeling med masser af læger, personale, kolleger.

Og i begge sektorer må gælde, at kan man ikke stille noget op mod travlheden og underbemandingen og ressourcebegrænsningen, ja så kan man da altid give plads til at prioritere undervisning/supervision/omsorg højt og derved måske netop sikre en udvikling, der går imod underbemanding/travlhed/ ressourcebegrænsning.