Skip to main content

Turnusuddannelsen

Stud.med. Stefan Harders, Århus V. E-mail: shar@studmed.au.dk

4. nov. 2005
3 min.

I opfordrer på www.sst.dk/turnus til at bidrage med ris eller ros til turnusordningen for læger.

I foråret 2003 glædede jeg mig til at blive færdig på universitetet. Efter syv års studier og lægevikariater skulle jeg endelig ud på arbejdsmarkedet, behandle patienter, dygtiggøre mig og tjene mine egne penge. Eneste hurdle var turnuslodtrækningen. Lodtrækningen tog særlige hensyn til studerende med alvorlige sygdomme, enten personligt eller i den nærmeste familie. Ligeledes blev der taget hensyn til kontraktansatte i militæret. Alle vi andre måtte krydse fingre og bøje nakken. Nu er optimismen og glæden væk. Jeg fik et dårligt nummer og er i forlængelse heraf blevet placeret på et perifert sygehus i en befolkningstynd del af landet. Min familie kan ikke flytte med, hvorfor vi de næste 18 måneder skal have et weekendbaseret forhold. Hvad får jeg ud af de mange års læsning og hårdt slid til eksaminerne? Separation, afsavn og ensomhed er de ord der umiddelbart falder mig ind. Det er temmelig langt fra mine forventninger.

Hvorfor tager man for givet, at voksne mennesker - netop kandideret fra landets medicinstudier - er villige til og tak-nemmelige for at få tildelt en turnusplads gennem lodtræk-ning? Hvorfor skal de selv samme voksne mennesker tvinges til at tage arbejde på arbejdspladser, de aldrig ville søge selv? Det er mig ubegribeligt at man helt alvorligt opretholder turnuslodtrækning i Danmark. Naturligvis skal nyuddannede læger have en grunduddannelse, men hvorfor skal vi stilles dårligere end andre kandidater? Hvorfor skal vi tvinges til udkanten af landet, væk fra familier og netværk, mod vores vilje? Vi burde kigge på vores to nabolande. I Sverige og Norge skal nyuddannede læger ligeledes gennem en turnus-uddannelse før de får deres endelige autorisation. Svenskerne og nordmændene skal selv søge deres turnusstilling og bliver vurderet på deres kvalifikationer og argumenter, ikke blot på deres nummer.

Hvordan skal de små hospitaler få læger, hvis vi selv skal søge vores turnusstillinger? Det er sikkert et spørgsmål, som mange vil indvende mod at opgive lodtrækningsordningen. Men hvis de små sygehuse har noget at tilbyde - f.eks. i form af direkte økonomisk kompensation - skal det nok tiltrække arbejdskraft. Sygehusejerne må indstille sig på, at de samme regler er gældende for dem, såvel som for andre virksomheder i yderområderne.

I øvrigt er der jo ikke mangel på turnuslæger i dagens Danmark, snarere tværtimod.

Det er på tide at turnusordningen reformeres. Det kan ikke passe, at Sundhedsstyrelsen to gange hvert år tvinger hundredvis af voksne mennesker væk fra ægtefælle, børn og bolig. Hvor er alternativet?

Hvis ikke vi accepterer vores tilbudte stilling, kan vi ikke fortsætte vores videreuddannelse. Lad os dog selv søge vores stilling, i stedet for at vi skal længes efter den dag, da turnusblokken er overstået og vi kan vende hjem igen. Bliver vi bedre læger i dette eksil? Næppe.

Jeg føler, at Sundhedsstyrelsen låser mig i en umulig situation uden noget alternativ.

Svar