Skip to main content

Tvang i psykiatrien

Torsten B. Jacobsen pva. Dansk Psykiatrisk Selskabs bestyrelsee-mail: tbj@dadlnet.dk

15. mar. 2010
4 min.

Det er med undren, at bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) har læst lederen om tvang i psykiatrien (Ugeskr Læger 2010;172:411) skrevet af Paul Jaszczak (PJ) på vegne af Lægeforeningens etiske udvalg. Det er vigtigt, at det etiske udvalg behandler psykiatriske problemstillinger. Det vækker ikke forundring, men det gør argumentationen for ambulant tvang: Det er godt for patienterne, og hvis man er imod tvang, er man imod behandling.

Baggrunden er et ændringsforslag til psykiatriloven, der netop har været i høring. Det er anden gang inden for en kortere årrække, at et lovforslag om ambulant tvang er i høring. Første gang, i 2005, udarbejdede DPS en rapport (www.dpsnet.dk), hvor det videnskabelige belæg for effekten af et sådant lovforslag blev gennemgået. Rapporten konkluderede, at behandlingsindsatsen for den lille gruppe af svært sindssyge patienter skulle intensiveres, frem for at tvangen skulle udvides. Regeringen kunne ikke samle et flertal for forslaget om ambulant tvang den gang.

Vi erkender det store problem med behandlingen af svært sindssyge patienter. Nogle forøver alvorlig kriminalitet. Hvis ambulant tvang kunne afhjælpe dette væsentligt, ville det være et vigtigt argument. Det er der dog ikke meget, der tyder på.

Ingen kan være i tvivl om, at ambulant tvang er meget indgribende. Lovforslaget bryder med princippet om, at patienten skal være sindssyg eller i en tilstand, der ganske kan sidestilles hermed, for at kunne underlægges tvang. Lovforslaget fokuserer udelukkende på den medicinske behandling, hvor der sandsynligvis vil være tale om anvendelse af den såkaldte depotmedicin. Det er indgreb, som ikke eller kun i ringe omfang tillades for indlagte patienter.

Den nuværende lovgivning giver mulighed for et udslusningsforløb fra en sengeafdeling, hvor patienten vedvarende er underlagt tvang. Der kan her sættes ind med et bredere behandlingstilbud sammen med den medicinske behandling. Der er imidlertid sjældent sengeplads og resurser til sådanne forløb, der kan være med til at forbygge tilbagefald. Det kan også afgøres, om den medicinske behandling virker og i hvilken grad. Vi ved meget lidt om, hvor effektiv den medicinske behandling er hos denne gruppe af patienter. Nogle patienter har ingen effekt af medicinen.

Vi anerkender behovet for tvang i andre situationer. Men vælger vi det usikre frem for det sikre og det mere indgribende frem for det mindre indgribende, vælger vi forkert.

Lægeforeningen har en særlig forpligtelse til at inddrage sundhedsfaglig viden og videnskabelig evidens, når man foretager afvejning af fordele og ulemper. PJ har valgt at forholde sig enkelt og ligefremt til spørgsmålet om ambulant tvang. Argumenterne virker fornuftige, men præmisserne er ikke til stede. Bestyrelsen i DPS går fortsat imod forslaget om ambulant tvang.

> Svar

Af Formand for Lægeforeningens etiske udvalg Poul Jaszczak, E-mail: poul.jaszczak@dadlnet.dk

Jeg ved ikke, hvad Dansk Psykiatrisk Selskab mener med, at jeg har forholdt mig »enkelt og ligefremt« til spørgsmålet om ambulant tvang. Lovforslaget blev, inden høringssvaret blev afsendt, forelagt Lægeforeningens ad hoc-arbejdsgruppe vedr. psykiatri, og det har været underkastet en grundig drøftelse i Lægeforeningens bestyrelse.

Ifølge lovbemærkningerne tager lovforslaget udgangspunkt i psykiatrilovsundersøgelsen fra 2005, hvor lovrevisionen fra 1999 blev evalueret. I undersøgelsen anbefales det, at der gives mulighed for at afprøve anvendelse af ambulant tvang. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at der i Sundhedsstyrelsens referencegruppe for en undersøgelse og udredning vedr. tvangsforanstaltninger i psykiatrien fra 2009 var et flertal, der fandt, at der burde gives mulighed for tidsbegrænsede forsøgsordninger med afsluttende evaluering.

Lovforslaget, som både selve lovteksten og lovbemærkningerne er udformet, retter sig desværre meget klart mod en meget lille gruppe patienter, der har alvorlig psykisk sygdom, og som det har vist sig umuligt at fastholde i den nødvendige medicinske behandling efter udskrivelse fra psykiatrisk afdeling. Det har hidtil vist sig meget vanskeligt at yde denne gruppe patienter tilstrækkelig behandling og omsorg, fordi de ikke selv opsøger den netop på grund af deres psykiske sygdom. Jeg er enig med Ebbe Henningsen i, at de muligheder og vilkår, der er tilvejebragt og tilvejebringes i varetagelsen af de psykiatriske patienters tarv, er utilstrækkelige, og at de fortjener handling frem for snak.

Lægeforeningen er helt enig med Dansk Psykiatrisk Selskab i, at spørgsmålet er særdeles vanskeligt, og vi må konstatere, at der langtfra er faglig enighed om problemstillingen blandt psykiatere. Overvejelserne i Lægeforeningens Bestyrelse endte derfor med en beslutning om at anbefale, at der i en begrænset periode på foreløbig fire år med løbende evaluering skal kunne gennemføres ambulant tvangsbehandling eller tvungen efterbehandling efter udskrivelse.

Det ville være et løft af karat, hvis de relevante muligheder og tilbud var af et sådant omfang, at vi kunne undgå sådanne nødløsninger.