Skip to main content

Tvangsbehandling i forvaltningen

Ellen Ryg Olsen

2. nov. 2005
3 min.

Som læge handler man i et univers, hvor forslag til behandling kan accepteres, afslås, anvendes delvist eller negligeres (1). Den eneste undtagelse herfra er den mulighed for tvangsbehandling, der eksisterer via Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Ingen kan således tvinge noget andet menneske til behandling, hvis det menneske i øvrigt er ved sine fulde fem. Jeg har imidlertid under mit arbejde som socialmediciner været vidne til, at behandlingsforslag fra egen læge eller fra forskellige hospitalsafdelinger er blevet gennemført med den tvang, der ligger i truslen om at miste sit forsørgelsesgrundlag. Ifølge dagpengelovens § 8 bortfalder retten til dagpenge, hvis dagpengemodtageren nægter at modtage nødvendig lægebehandling eller deltage i hensigtsmæssig genoptræning. Eksekveringen af denne »behandlingsdom«, bliver ikke registreret nogen steder, og der er derfor ikke den mulighed for kontrol af tvangsforanstaltningerne, som gælder inden for psykiatrien.

De konkrete erfaringer jeg har med udøvelse af tvang, spænder fra krav om deltagelse i fysioterapi, slankekure, rygeophør og antabusbehandling til at lade sig underkaste diagnostiske procedurer og operationer. Seneste erfaring drejer sig om en dagpengeklient, der ønsker at ophøre med en medicinsk antidepressiv behandling.

Utallige er de kroner, der har måttet betales af et stramt dagpengebudget til fysioterapi, fordi man som læge fornuftigvis har anbefalet fysioterapeutisk rygtræning. Men de patienter/klienter, der har nægtet at lade deres akutte rygsmerter behandle fysioterapeutisk, støttes af MTV-vurderingen »Ondt i ryggen«, hvor det ikke findes dokumenteret, at specielle øvelser iværksat i forbindelse med akutte smerter afkorter forløbet (2). Men træning er da gavnlig i rent forebyggende øjemed, men er det nok til at berettige tvang?

Det er da også fornuftigt lægeligt at anbefale både rygeophør, slankekure og antabusbehandling, men er status som dagpengemodtager nok til at retfærdiggøre tvang?

Man kan også komme til at stå uden forsørgelsesgrundlag, hvis man ikke vil/kan deltage i diagnostiske procedurer: En stor og kraftig skraldemand udviklede klaustrofobi og astma under CT og ønskede ikke at deltage i endnu en undersøgelse, hvilket medførte følgende vurdering fra forvaltningens lægekonsulent:

»Da klienten ikke vil medvirke til yderligere undersøgelse og behandling, kan klienten ikke længere være berettiget til at oppebære sygedagpenge«.

En anden dagpengemodtager har i løbet af et langt og arbejdsomt liv pådraget sig en degenerativ lidelse i højre skulder. En ortopædkirurg tilbyder en operation, som vanligvis lindrer tilstanden hos omkring 2/3. Klienten kendte imidlertid to personer i den nære omgangskreds, hvis tilstand var blevet varigt forværret efter en lignende operation, så han afslår. Han får efterfølgende telefonisk besked fra sagsbehandleren om, at udbetalingen af sygedagpenge bringes til ophør, da han ikke vil medvirke til nødvendig behandling.

Og senest en dagpengemodtager, der ikke er psykotisk, ønsker at komme ud af den medicinske antidepressive behandling, men informeres af sin sagsbehandler om, at hun i givet fald kan risikere at miste retten til dagpenge.

Disse erfaringer viderebringes her i Ugeskriftet, så de kolleger, der udfylder erklæringer til socialforvaltningerne, gør sig klart, at deres behandlingsforslag kan blive ophævet til dom, uden at der foregår nogen registrering eller udøves nogen overordnet faglig kontrol i den anledning.


Referencer

  1. Dansk selskab for almen medicin. Den motiverende samtale. Ugeskr Læger 2001; Klaringsrapport nr. 1.
  2. Medicinsk Teknologivurdering. Ondt i ryggen. Ugeskr Læger 1999 ; Klaringsrapport nr. 1.