Skip to main content

Tvivlsom dokumentation for effekten af akupunktur

Overlæge Peter C. Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, H:S Rigshospitalet. E-mail: pcg@cochrane.dk

16. okt. 2006
3 min.

Formand for Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur, speciallæge i neurologi Ruth Kirkeby og speciallæge i almen medicin Thorkild Bøgh Christensen nævner i et læserbrev, at smertespecialisternes opfattelse, at man ikke kan gøre noget for patienter med hyppig episodisk spændingshovedpine, ikke er rigtig, og anbefaler akupunktur til disse patienter [1]. Mange patienter oplever utvivlsomt, at de er blevet hjulpet af akupunktur, men det kan man ikke tillægge nogen betydning, da de fleste var blevet bedre af sig selv uden behandling.

Kirkeby & Christensen argumenterer ud fra virkningsmekanismer, hvilket er den måde, man anbefalede nye behandlinger på før anden verdenskrig. De diskuterer ikke evidensen, selv om den kan findes på et øjeblik. Ved at skrive »headache acupuncture« i søgefeltet i Cochrane-biblioteket (www.cochrane.dk) fremkommer to oversigter, hvoraf den ene er relevant [2].

Der indgik 26 forsøg ved hovedpine, heraf seks ved spændingshovedpine. Effekten synes at være noget tvivlsom. Selv om forfatterne finder nogen støtte til en positiv effekt, hæfter jeg mig især ved Implications for practice, hvor de nævner: Due to the clinical heterogeneity and the poor methodological quality of the included studies, straightforward recommendations for clinical practice cannot be made.

Flere af disse forfattere har for nylig publiceret et stort og velgennemført forsøg, der endnu ikke er med i Cochrane-oversigten, som ikke kunne påvise nogen effekt af akupunktur ved spændingshovedpine, sammenlignet med placeboakupunktur (forkerte punkter og overfladiske stik), hvorimod det gik begge patientgrupper bedre end tredje gruppe, der blev randomiseret til ingen behandling [3]. Sådanne resultater er der en del af, og de tyder på, at det teoretiske grundlag for eksistensen af særlige akupunturpunkter er forkert. I et ikke-blindet forsøg med subjektive effektmål må man i øvrigt forvente rapporteringsbias, hvilket gør, at en påvist effekt skal tolkes varsomt.

Der findes en række Cochrane-oversigter af effekten af akupunktur ved andre sygdomstilstande, og resultaterne er gennemgående tvivlsomme. De fleste lodtrækningsforsøg er af dårlig kvalitet, og der er bias relateret til geografisk oprindelse. For eksempel viste en systematisk oversigt, at alle 36 inkluderede, kinesiske forsøg var positive, mod kun 25 af 47 inkluderede forsøg fra USA [4]. En anden oversigt påviste udtalt bias i 49 kinesiske forsøg ved apopleksi: jo flere patienter, der var i forsøget, jo mindre var effekten [5]. Bias af denne type er velkendt, men det er heldigvis sjældent, at den er så stor og ødelæggende for resultaternes troværdighed som netop for akupunktur [5].


Referencer

  1. Kirkeby R, Christensen TB. Akupunktur mod smerter. Ugeskr Læger 2006;168:2928-9.
  2. Melchart D, Linde K, Berman B et al. Acupuncture for idiopathic headache. Cochrane Database of Systematic Reviews 2001, Issue 1. Art. No.: CD001218.
  3. Melchart D, Streng A, Hoppe A et al. Acupuncture in patients with tension-type headache: randomised controlled trial. BMJ 2005;331:376-82.
  4. Vickers A, Goyal N, Harland R et al. Do certain countries produce only positive results? A systematic review of controlled trials. Controlled Clin Trials 1998;19:159-66.
  5. Tang JL, Zhan SY, Ernst E. Review of randomised controlled trials of traditional Chinese medicine. BMJ 1999;319:160-1.