Forfatterne hævder, at DOPS-studiets resultater støttes af en subgruppeanalyse af de hysterektomerede kvinder på 50-59 år i WHI-studiet, som viste en gavnlig effekt af østrogenbehandling. En nyere subgruppeanalyse af WHI var dog ikke statistisk signifikant [4], og det er også mere relevant at kigge på kvinder med en intakt uterus, som der trods alt er flest af. Her nævner forfatterne, at en guideline tolkede WHI-resultaterne som visende ”lignende tendenser, men ikke signifikante”. Det er i midlertidig ikke korrekt. De 50-59-årige havde en hazard ratio på 1,27 (0,93-1,74) for hjertesygdom, og p-værdien for trendtesten var på 0,99. Det kan man vel næppe kalde lignende tendenser [4]. En anden subgruppeanalyse inddelte kvinder efter ”tid efter menopausen” og fandt heller ikke en tendens. Dertil kommer, at stroke, venøse tromboser, galdeblæresygdom og urininkontinens fortsat var forhøjet hos yngre kvinder. For disse sygdomme vil risikoen altså ikke være mindre ved at behandle kvinderne tidligere.
Modsat hypotesen om, at 50-59-årige reagerer anderledes end ældre kvinder, er der faktisk dokumenterede forhold, som kan forklare forskelle mellem WHI- og DOPS-studierne, nemlig risiko for bias. Det er langt mere sandsynligt, at DOPS-studiets resultater skyldes bias, hvilket forfatterne overhovedet ikke diskuterer. Det er måske et godt eksempel på, at man kan have svært ved at forholde sig kritisk til sin egen forskning. DOPS-studiet var ikkeblindet, og forfatternes analyse var lavet uden en forudgående protokol [5]. Det sammensatte effektmål adskiller sig fra andre brugt af den samme forfattergruppe, og studiet er blevet kraftigt kritiseret. At anbefale postmenopausal hormon terapi som forebyggende behandling for hjertesygdom til kvinder baseret på et biasfyldt studie og modstridende subgruppeanalyser, virker i vores øjne yderst problematisk og er i modstrid med både evidensen og WHI-forfatternes egne konklusioner [4].