Uddannelse udfordres af hverdagen

Da jeg dimitterede fra universitetet for snart otte år siden, var det med en følelse af ærefrygt og med høje forventninger til den lægeverden, jeg ville træde ind i. Nu var tiden til sidemandsoplæring fra ambitiøse, sprudlende og begavede læger kommet, og jeg skulle omsætte den akademiske viden til handlinger, relevans og nytte for patienterne. Jeg var endelig blevet »en rigtig læge«, og kitlen føltes troværdig og fortjent.

Den kliniske basisuddannelse (KBU) er der, de fleste starter karrieren. Inden da er CV’et måske prydet af prægraduat forskning og lægevikariater, hvor man i et beskyttet værksted har dyppet tæerne i vandet og taget temperaturen på afdelingerne og specialernes kultur. Som KBU-læge er identiteten som læge fortsat under konstruktion, og der er både indre og ydre pres til at udvikle sig i og identificere sig som fuldgyldigt medlem af lægestanden.

Yngre Læger præsenterede for år tilbage nogle af de største udfordringer og et billede af det, KBU-lægerne oplever i mødet med afdelingerne. Billedet er malet med en til tider mørk pensel, da det er tydeligt, at frygten dominerer de yngre læger. Frygt for at overse noget vigtigt. Frygt for at blive udskammet. Frygt for den hårde tone og fejlfindingskulturen. Det krydret med, at KBU-lægerne angav at føle sig alene og aldrig føle sig hjemme på grund af de mange skiftende arbejdspladser og funktioner, tegner et billede af en uddannelseskultur med behov for revidering. Ellers skabes de farligste typer af læger – dem som tror, det er en succes at gå enegang, når de behandler og tilser patienterne.

Frygten for at fejle

Vi kan indlede missionen om at aflive frygten ved at øge den generelle forståelse af læringsprocessen, da frygten for at fejle har sit naturlige afsæt heri. Læring og uddannelse udfordrer og konfronterer dig med dine begrænsninger, viden og evner, hvorfor uddannelse kan være en kilde til frustration, ubehag og følelse af inkompetence. Disse følelser forstærkes desuden af, at der i netop dette felt sættes krav til både faglighed og i den grad også din menneskelighed. At fejle både som menneske og fagperson er i sandhed frygtsomt.

De gode eksempler på læring, der ikke er frygtbaseret, finder man typisk på de afdelinger, hvor selve ledelsen ikke er frygtbaseret. Morgenkonferencen er et klassisk eksempel, hvor man som yngre læge kan opleve progredierende høj hvilepuls og ikkevagtrelateret kvalme i minutterne op til, at man skal fremlægge patienterne. Alt fra KBU-, intro-, HU-, overlæger – og ledende overlæge sidder klar til at granske dine træk natten igennem, og det kommende kvarters domme er afgørende for, om den tiltrængte søvn efter 16 timers vagt lader sig gøre, eller om spekulationer og nederlagsfølelse skal bearbejdes til langt op ad formiddagen.

Inkvisitorisk tilgang på morgenkonferencen

Man kan starte med et fokus på en struktureret morgenkonference, hvor afdelingens faste læger har en delegeret opgave i at føre ordet med konstruktiv tone og feedback til den yngre læges håndtering og fremlæggelse af patienterne. Således undgår man den inkvisitoriske tilgang, hvor spørgsmål og kommentarer flyver fra alle hjørner af lokalet, som i sig selv kan være uoverskueligt at forholde sig til efter en lang vagt. De gode eksempler er netop her, hvor den læge, som har den delegerede opgave at yde feedback til vagtholdet, er sit ansvar om god læring bevidst og formår at vægte det positive og negative fra nattens strabadser. Men det kræver struktur, vilje og bevidsthed om, at god læring ikke opstår ved et tilfælde, men kræver en indsats. Det er vigtigt at holde sig for øje, at hvis læringsmiljøet ikke er trygt og stabilt, opleves ellers konstruktiv feedback som kritik og et udtryk for, at man underperformer. Hvad der opfattes af den enkelte seniorlæge som en observation af større eller mindre betydning, kan opfattes af den modtagende yngre læge som vurdering. Deri ligger en kulturel udfordring blandt læger: at observation opfattes som en vurdering.

Meningsfuld versus tvungen læring

Yngre Lægers undersøgelse af uddannelseslægers trivsel og uddannelse afdækkede en fælles følelse af at være alene og ikke at føle sig set. Det suppleres af den generelle opfattelse af, at både supervisionen og oplæringen halter. I lægers uddannelsessystem ligger en grundlæggende del af denne problematik, da systemet er designet til at gentage og masseproducere succesfulde og kompetente læger, og det, som udgør meningsfuld læring for den enkelte versus en afdelings tvungne læring, er ikke altid overensstemmende. På grund af vores arbejdsstruktur med skiftende vagter, funktioner og sågar matrikler inden for samme afdeling ser man ikke nødvendigvis den tildelte vejleder dagligt, ej heller nødvendigvis ugentligt. Den person, som skulle fungere som et anker og udgøre en af de bærende konstruktioner for et trygt lægeliv, er ikke altid at finde eller mærke.

Ensomheden indfinder sig desuden i mødet mellem en ny læge og en given afdelings ambulatoriefunktion, hvor man ikke nødvendigvis er bekendt med arbejdsgangen i specialet og den individuelle afdelings struktur. Sidemandsoplæring er åbenlyst nyttig for at opleve sig introduceret til en ny funktion i et ambulatorium, men i praksis er selv denne lavthængende frugt ofte ikke plukket. De hyppigste forklaringer herpå er, at dette skyldes tidspres i hverdagen, hvor udredningsretten har lagt et nyt niveau af pres på ledelsen, men overordnet handler det også om manglende prioritering af oplæring. De to ting kan ikke skilles ad, selvom det havde været let at bebrejde enkelte, lokale ledelser de manglende ressourcer.

Prioriter oplæring

På visse afdelinger er det tydeligt, at yngre læger befinder sig nederst i hierarkiet, når det kommer til ledelsens prioritering af uddannelse. Her må det påpeges, at god ledelse også er, at du interesserer dig for andre. Herunder også dem, som endnu ikke indgår som fulddygtige og selvstændigt bidragende til den mere og mere pressede produktion i sundhedsvæsenet.

Hvis man ikke prioriterer oplæring i eksempelvis ambulatoriefunktioner, vil den yngre læge sidde med frustration og konstant nederlagsfølelse, og en del af god læring er trods alt også at opleve succesen ved at løse opgaven godt. Det er de små glimt af at lykkes, som øger motivationen. Et godt eksempel på god ambulatorieintroduktion er at fremsende konkret materiale om de forskellige spor og helt banalt at linke til de relevante nationale behandlingsvejledninger, som rummer svar på mange spørgsmål. Jeg har selv haft stor glæde af at blive tilsendt en quiz designet til at besvare basale spørgsmål og klæde mig godt på forud for mine første ambulatoriedage på en ny afdeling i et speciale, jeg ikke havde kendskab til fra tidligere. Den lille quiz medførte, at jeg følte mig set og imødekommet, og desuden ligger der en signalværdi heri: »Vi ved, det her er nyt, at du er ny, og at du ikke ved det hele, og at det er okay – vi hjælper dig!«. Simpelt, men yderst effektivt.

Negativt at udtrykke tvivl

Som HU-læge i kardiologi og på vejen hertil har jeg set adskillige eksempler på gode og dårlige uddannelses- og læringsmiljøer. Yngre Læger undersøgte i 2019 læring og trivsel blandt HU-læger i kardiologi (dvs. før en coronatid for dem, som måtte stå klar til at parere al kritik med coronapres som undskyldning), og hele 51% af HU-læger i kardiologi mente, at det påvirkede anseelsen negativt at udtrykke tvivl, og at andre læger på samme uddannelsestrin er mere kompetente og dygtigere end dem selv. Det vidner om, at en kultur præget af mindreværd og frygt for at fejle stadig eksisterer flere år inde i lægelivet og ikke kun tilskrives KBU-tidens usikkerhed. Yngre lægers overordnede trivsel og uddannelse er under pres, og vi har et fælles ansvar for ikke at skubbe problemet nedad og blot afkræve mere robusthed. Det er en doven og uambitiøs tilgang. Vi må stå sammen om at afskaffe fejlfindingskulturen og huske hinanden på, at en fejl blot er en hændelse, og fejl altså ikke er personen selv. At idealer er ideelle, men ej reelle.

Afdelingens og den yngre læges forpligtelse

Uddannelse og trivsel på en given afdeling ligger i kulturen. Kulturen hænger i væggene. Væggene holdes oppe af ledelsen. Hvis læringsmiljøet ikke fungerer, afspejler det sig i manglende trivsel blandt de yngre læger, hvilket kaster forankringer på tværs af alle lag. Kravene til yngre læger har ændret sig gennem årene, og vi må være indstillede på, at læger i dag insisterer på både at have rige arbejdsliv og i den grad også rige familie- og fritidsliv. Uddannelse forventes nu i overordnet omfang hovedsageligt at foregå i arbejdstiden og i mindre grad i fritiden. Rammerne for den gode uddannelse leveres af afdelingen, og den yngre læge forpligter sig til gengæld til gribe uddannelse og tage ansvar for egen læring, men begge er de afhængige af hinanden.

Endelig må det understreges, at de negative takter, visse afdelinger viser i form af ringe trivselsmålinger og uddannelsesmiljøer, ikke et individuelt problem – det er et ledelsesproblem.

LÆS OGSÅ
God uddannelse er en balance mellem krav og omsorg