»Uddannelsesreform til gavn for alle«

Den seneste tids debat om ændringen af speciallægeuddannelsen er ikke gået stille for sig. Nogle gange kan man ligefrem få det indtryk i pressen, at nogle læger og ikke mindst kommende læger har den opfattelse, at mit mål med omlægningen har været at genere lægerne. Det er ingenlunde tilfældet.

Lad mig derfor slå det helt fast. Formålet med omlægningen af speciallægeuddannelsen er hverken at genere eller disciplinere lægerne eller at forringe uddannelsen. Det er derimod at skaffe flere speciallæger, fordi det danske sundhedsvæsen har hårdt brug for deres kompetente arbejdskraft. Omlægningen af uddannelsen er med andre ord nødvendig for at afhjælpe den aktuelle og særligt de kommende års mangel på speciallæger. Det tror jeg ikke, at der er nogle, der vil være uenige med mig i. Og jeg glæder mig da også over, at omlægningen er et fælles projekt, som er aftalt gennemført med to store andre aktører på sundhedsområdet, nemlig Danske Regioner og Lægeforeningen.

Når vi har valgt - som ét element i den omfattende omlægning - at indføre en frist på den tid, der må gå, inden selve hoveduddannelsen skal påbegyndes, er det, fordi vi er overbeviste om, at der skal effektfulde midler til at løse den speciallægemangel, som vi i Danmark står overfor. Vi ved, at nogle læger i dag er meget længe om at gennemføre speciallægeuddannelsen, bl.a. fordi de bruger lang tid på at vælge speciale, eller fordi de venter på en stilling i ønskespecialet. Det er problematisk i en tid, hvor vi i den grad mangler speciallæger.

Jeg synes imidlertid, at der er en tendens til udelukkende at fokusere på fireårsfristen, som blot er ét af mange elementer i omlægningen. Den megen omtale af omlægningen efterlader indtrykket, at fireårsfristen er det eneste nye i omlægningen. Det er imidlertid ikke sandt.

Ændringerne indebærer en lang række tiltag, der skal forbedre kvaliteten af den lægelige videreuddannelse.

Det betyder bl.a., at ventetiden fra opnåelse af kandidatgrad til påbegyndelse af et klinisk basisuddannelsesforløb mindskes, at flere forskellige specialer kan inddrages i den kliniske basisuddannelse, og at der laves et elektronisk turnustilmeldingssystem, så lægerne fremover får mulighed for at ønske et konkret basisuddannelsesforløb.

Det betyder en styrket evaluering af kvaliteten på de enkelte uddannelsesafdelinger og offentliggørelse heraf samt tilbud til lægerne om individuel karrierevejledning.

Og det betyder sidst men ikke mindst en konvertering af såkaldte »ventestillinger« til egentlige uddannelsesstillinger, samt at dimensioneringen af uddannelsesstillinger strammes op bl.a. for at sikre, at det aftalte antal stillinger etableres.

Kort sagt indebærer omlægningen en mere fleksibel basisuddannelse, et styrket fokus på kvaliteten i uddannelsen og en tæt opfølgning på dimensioneringen af uddannelsesstillingerne.

Disse elementer har ikke fyldt meget i debatten om ændringen af speciallægeuddannelsen, og det synes jeg faktisk er ret ærgerligt. Samtidig synes jeg, at der har manglet vilje til at se ændringerne som en samlet helhed. For det er min vurdering, at disse mange tiltag tilsammen vil højne kvaliteten af speciallægeuddannelsen samtidig med, at de kan medvirke til at afhjælpe den aktuelle mangel på speciallæger. Og det er også min vurdering, at langt størstedelen af de kommende læger - som ordningen kommer til at gælde for - vil være enige heri.

Men i stedet for at drøfte omlægningen som en samlet helhed har der været fremsat skræmmebilleder om, at omlægningen indeholder tvangsmæssige foranstaltninger og vil medføre, at de yngre læger vil udvandre i hobetal for at gennemføre speciallægeuddannelsen i udlandet.

Det tror jeg ikke vil være tilfældet. Så ville det vel heller ikke være muligt at få Lægeforeningens og regionernes opbakning til omlægningen. Og Yngre Lægers uddannelsesenquète viser også, at mange læger rent faktisk er parate til at vælge andre specialer, hvis det, der står øverst på ønskelisten, er svært at få. Jeg kan i den forbindelse heller ikke lade være med at nævne, at jeg ikke kender nogen uddannelse, der giver garanti for, at man kommer til at beskæftige sig med lige nøjagtigt det, man allermest drømmer om, og samtidig i den by, hvor man allerhelst vil bo. I den nuværende speciallægeuddannelse er der heller ingen garanti for, at lægerne kan vælge lige det speciale de ønsker. Her er imidlertid en risiko for, at lægen bruger alt for lang tid på at kvalificere sig til et speciale, som han eller hun alligevel ikke opnår ansættelse indenfor.

Bekendtgørelserne, der skal udmønte omlægningen af speciallægeuddannelsen, er i øjeblikket i høring hos de berørte parter. Jeg vil således gerne opfordre til, at vi får en saglig og konstruktiv dialog om omlægningen. At der fokuseres på helheden i ændringerne og ikke alene på ét delelement. For der er enighed om, at der er behov for flere speciallæger. Formålet med omlægningen er der også enighed om: At sikre et godt og velfungerende sundhedsvæsen til gavn for landets patienter. Og her er sundhedspersonalet naturligvis den vigtigste aktør.

Læs også lederen, Fokus-historien og reportagerne »Forskning på ordentlige vilkår« og »speciallægeuddannelsen: Ny vej til den bedste match« i dette nummer.