Udenlandske kolleger skal ikke mødes med gakket bureaukrati

Ventelisterne vokser. Akutafdelinger må lade patienterne vente for længe. Der mangler sygeplejersker og speciallæger, og næsten hver dag er desperate patienter i medierne med deres historier. Med det som bagtæppe blev den irakiske læge Mustafa Hamid Hussein fredag den 13. januar hjemsendt fra sin stilling på karkirurgisk afdeling på Rigshospitalet.

En henvendelse fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) havde gjort opmærksom på, at det som udlænding ikke er tilladt at arbejde i samme virksomhed som sin ægtefælle uden særskilt tilladelse, og at SIRI anså Region Hovedstaden for én virksomhed.

Han havde netop skiftet fra et job i Region Sjælland til en stilling i Region Hovedstaden. Hans hustru er læge på Nordsjællands Hospital i Hillerød, og ifølge SIRIs regler arbejdede de derfor for samme arbejdsgiver: Region Hovedstaden. De fleste vil nok mene, at det ikke er indlysende, og det var det heller ikke for hovedpersonen selv, da han tiltrådte sit nye job. Han havde derfor ikke søgt særskilt tilladelse. Det var helt nyt for ham, at regionen skulle anses for at være én arbejdsgiver, da hans hustru i anden sammenhæng havde fået en anden vejledning af SIRI.

Men han måtte lade patienter være patienter. Region Hovedstaden vurderede, at Mustafa Hamid Hussein skulle sendes hjem, indtil der forelå en afklaring fra SIRI. Cheflægen på afdelingen og jeg fra Lægeforeningen gik i pressen med en skarp kritik, og Mustafa Hamid Hussein har efterfølgende fået tilladelse til at arbejde, mens hans sag bliver behandlet af myndighederne. Det er selvfølgelig bedre, end at han skulle sidde derhjemme. Men helt overordnet giver det ikke mening, at han risikerer at miste sit arbejde og i yderste konsekvens sin opholdstilladelse, fordi reglerne på området og SIRIs forvaltning af dem ikke er til at gennemskue.

For Lægeforeningen har sagen givet anledning til at pege på, hvordan komplicerede og uigennemskuelige sagsbehandlingsprocedurer hos SIRI er helt urimeligt slidsomme og psykisk belastende. Som Mustafa Hamid Hussein har udtalt: »Det hele var kaos. Jeg har aldrig oplevet sådan en følelse før i mit liv. Det var psykisk hårdt – også for min familie«. Derfor har vi også efterlyst mere gennemsigtige og enkle regler, så bureaukrati i sig selv ikke er årsag til, at læger risikerer at miste grundlag for at arbejde her i landet.

Vi foreslår også et såkaldt fast track for de læger, der har et job på hånden eller har et særligt efterspurgt speciale. Et forløb, som skal indebære en hurtigere autorisationsprocedure hos Styrelsen for Patientsikkerhed – naturligvis uden at gå på kompromis med kravene til ansøgernes faglighed og sprogkundskaber. Der er også brug for bedre koordinering af de såkaldte evalueringsansættelser på to gange et halvt år, hvor lægernes kompetencer vurderes. Lad os få styring og tilrettelagte forløb som erstatning for ordningen i dag, hvor udenlandske kolleger selv skal stykke et relevant forløb sammen og ofte har svært ved at få to stillinger lige efter hinanden med ekstra ventetid til følge. De kan i værste fald risikere at miste godkendelsen af forløb, de har været igennem, og blive sat tilbage i processen mod en autorisation.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek har reageret med forståelse for Lægeforeningens kritik og indbudt til møde om de regler, der administreres af SIRI. Det er meget glædeligt, og det er en dialog, som vi håber, hurtigst muligt vil sikre smidige og gennemskuelige regler.

Samtidig håber vi, at hans kollega i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Sophie Løhde, vil sikre de nødvendige ændringer i Styrelsen for Patientsikkerhed. I det nye regeringsgrundlag står, at regeringen ønsker hurtigere autorisation af udenlandsk arbejdskraft, og at den vil afsætte ressourcer til at afvikle sagspukler og aftale øget brug af evalueringsansættelser med Danske Regioner. Det forventer vi, også sker så hurtigt som overhovedet muligt. Vi kan ikke undvære udenlandske læger, så lad os nu give dem en god start. For vore udenlandske kollegers skyld. Og – allervigtigst – for de mange patienter, som venter på behandling, og som de kunne være med til at gøre en forskel for.