Skip to main content

Udfordringer ved leverspecifikke enzymer

De er lette at bestille, men svære at fortolke

1. reservelæge, ph.d.-studerende Maja Thiele
E-mail: maja.thiele@rsyd.dk
1. reservelæge, ph.d.-studerende Bjørn Stæhr Madsen
Overlæge, professor i hepatologi Aleksander Krag
Afdeling for Medicinske Mavetarmsygdomme, Odense Universitetshospital

Interessekonflikter: ingen

7. dec. 2015
2 min.

Vi har med interesse læst kasuistikken af Caverius et al [1] om to børn med alvorlig, kronisk lever-galdevejs-sygdom trods normal alanin-aminotransferase (ALAT)-niveau. Kasuistikken retter fokus på et vigtigt element vedrørende diagnostik af kronisk leversygdom: Tidlige stadier af skrumpelever er oftest asymptomatiske og uden karakteristiske biokemiske fund. Dette er også et omfattende problem hos voksne patienter med cirrose pga. alkoholisk og ikkealkoholisk leversygdom.

Vi har for nylig publiceret resultaterne af et stort studie, hvor vi undersøgte den diagnostiske styrke af leverstivhed (elastografi) til opdagelse af tidlig, asymptomatisk alkoholisk leversygdom [2]. Seksogtredive patienter ud af kohorten på 199 patienter havde cirrose, og ud af disse 36 havde seks patienter forhøjet ALAT-niveau (16%). Blandt de resterende 163 patienter uden cirrose havde 50 patienter forhøjet ALAT-niveau (31%). Et lignende mønster fandt vi for de øvrige almindelige levertal, så som gammaglutamyltransferase, billirubin og basisk fosfatase. Man kan altså hverken udelukke eller bekræfte kronisk leversygdom ved hjælp af enkeltstående blodprøver. Fremtiden ligger snarere i algoritmer, hvor man kombinerer flere blodprøvesvar, direkte blodprøvemarkører, der afslører dannelse og nedbrydning af kollagen (byggestenene for leverfibrose og forløberen for cirrose), og elastografi. Sidstnævnte er dog for nuværende kun tilgængelig på få hospitalsafdelinger.

Kasuistikkens forfattere konkluderer, at »normale ALAT-værdier udelukker ikke alvorlig leversygdom«. Vi støtter fuldt ud denne konklusion og opfordrer alle klinikere, der er i kontakt med de mange hundredtusinde danskere med alkoholoverforbrug, overvægt og type 2-diabetes, til at have dette in mente.

Referencer

LITTERATUR

  1. Caverius AU, Jørgensen MH, Lausen B et al. Leversygdom hos børn kan forekomme uden forhøjelse af leverspecifikke enzymer. Ugeskr Læger 2015;177:V05150391.

  2. Thiele M, Detlefsen S, Møller L et al. Transient and 2-dimensional shear-wave elastography provide comparable assessment of alcoholic liver fibrosis and cirrhosis. Gastroenterology 3. okt 2015 (epub ahead of print).