Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Årsberetning 2000

(Fig. 1 )

Den lille, pæne årsberetning 2000 indeholder al den information, som sådan en skal, med redegørelse for medlemmer af udvalget og sager, der er blevet behandlet i det forløbne år. Desuden er der en række meget vigtige og spændende små kapitler: Om Dandy-sagen med en trin for trin-analyse af en sag om præmatur publikation ved Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredeligheds formand landsdommer Hans Henrik Brydensholt. Analysen er for læger en god indføring i den juridiske tankegang, med den skarpe analyse hvormed sagen dissekeres og fremlægges.

Der er desuden et meget tilgængeligt og praktisk kapitel om Aarhus Universitets regler til sikring af god videnskabelig praksis ved professor, dr.med. Gunna Christiansen, en gennemgang som man godt kan bruge de steder, hvor sådanne regler ikke måtte findes.

Et essayistisk kapitel af professor, dr.med. Phillippe Grandjean gennemgår beskyttelse af anmeldere og whistleblowers med udgangspunkt i Melvin Reuber-sagen fra National Cancer Institute. Philippe Grandjean konkluderer, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed beskæftiger sig med forskernes egen fremfærd, og fremhæver, at dette er en helt central funktion, der er medvirkende til at værne om forskningens kvalitet. Grandjean anfører også, at forskerne kan komme i klemme i spændingsfeltet mellem de interessemodsætninger, der kan opstå som følge af nye forskningsresultater. Dette kan medføre personlige angreb på forskeren, forsøg på begrænsninger af offentlig adgang til in-formation af samfundsmæssig betydning eller på anden vis en knægtelse af forskerens ytringsfrihed og underkendelse af forskerens egen dømmekraft.

Afdelingschef, overlæge, dr.med. Nils Axelsen gennemgår i et meget spændende kapitel den internationale udvikling på området. I USA er den nye snævre definition af research misconduct vedtaget, samtidig har Office of Research Integrity fået sine arbejdsopgaver omdefineret, hvorved en af hovedopgaverne er blevet at tage initiativ til at forebygge videnskabelig uredelighed. Der er i kapitlet nyt fra konferencen Research Conference on Research Integrity, der blev afholdt i Washington i november 2000, konferencen var arrangeret af Office of Research Integrity i samarbejde med American Association for the Advancement of Science, Association of American Medical Colleges, National Institute of Health og National Science Foundation. Det var en meget eksklusiv konference, hvis formål var at stimulere forskning inden for emnet research integrity, der var stillet 1 mio. dollars til rådighed for forskningsprojekter inden for dette emne. I England har man Committee on Publication Ethics (COPE), der nu omfatter næsten 100 tidsskrifter. De har i deres årsberetning for år 2000 udmeldt, at det er alvorligt, at man i Storbritannien ikke har et officielt uredelighedsudvalg, og bl.a. redaktørerne af Lancet og BMJ går i brechen for en statslig institution. Axelsen gennemgår også forholdene i Tyskland, hvor der har været en sag om falsifikation og fabrikation af data udført af den kendte hæmatolog Friedhelm Hermann og molekylærbiologen Marion Brach. Sagen har medført, at man i Nature har skrevet i en editorial: »Bad clinical practices: when it comes to research, Germany's medical profession may have a lot to answer for«. Der er mange i Tyskland, der mener, at denne omfattende sag er et tegn på, at det kliniske forsknings- og forfremmelsessystem i Tyskland udgør en veritabel yngleplads for dårlig videnskabelig praksis.

Den lille bog slutter med en gennemgang ved fuldmægtig, cand.jur. Hanne Koktvedgaard af de sager, der er blevet behandlet i 2000.

Årsberetningen er hurtigt læst, den er velskrevet, og man opdateres hurtigt inden for emnet. Derudover berøres en række problematikker ud over uredelighed i forbindelse med publikationsetik. Bogen anbefales varmt.