Skip to main content

Udvid Løkkeposen!

Ditte Brander, reservelæge, Centralsygehuset i Næstved

1. nov. 2005
3 min.

Hvad med at udvide Lars Løkkes koncept med præmier til afdelinger, der gør en ekstra indsats. Det skal jo kunne betale sig, mener regeringen.

Jeg vil foreslå, at man fremover skærer i budgetterne. Hold en pæn portion penge tilbage og giv dem til afdelinger der uddanner. Giv f.eks. 30.000 til afdelingen, når en turnus/I-læge har gennemgået 10 dages superviseret stuegang, dvs. supervision med fysisk tilstedeværelse af den ældre, mens den udannelsessøgende udfører arbejdet. Ditto for 10 dages superviseret ambulatorievirksomhed. Og når det kan attesteres af uddannelsesansvarlig overlæge, at en uddannelsessøgende læge mestrer afdelingens objektive undersøgelser og kan uddrage relevante konklusioner, gives 50.000 kr. 20.000 for at kunne klare sig gennem en hjertestopsimulator. På operative afdelinger gives en net sum - 100.000? - når en I-læge/kursist har udført et vist antal (f.eks. 50) »rigtige« operationer superviseret. Ligeledes for andre procedurer på relevante afdelinger: UL-scanning, pleuracentese, lumbalpunk- tur, ekkokardiografi etc. Inden for et års ansættelse. Derpå startes forfra.

Alle beløb fordobles, hvis og når det lykkes afdelingen at sørge for, at alle de uddannelsessøgende læger opfylder et givent krav. Altså »når et helt hold har været igennem«. Så der ikke satses på enkelte. Man kan så dispensere, når der er læger der skal være noget helt andet: f.eks. behøver kommende alment praktiserende læger ikke at lære at amputere selv. Men kommende ortopæder skal lære at operere på en parenkymkirurgisk afdeling.

Jeg vil bestemt ikke påstå, at jeg er begejstret for Løkkepose-modellen som incitament til at skrue tempoet i vejret og ventelisterne ned. Men det lader til, at der er mange, der hoppede ud i den nye sportsgren og halsede efter den mulige gevinst. Og at man vist opnåede at få barberet lidt i køen af ventende patienter.

Modellen ligger jo ikke langt fra grundideen med Ny Løn som den vel primært var tænkt fra arbejdsgiverne: Adfærdsregulering vha. pengepræmier til dem, der gør som man gerne vil have. Jeg brød (bryder) mig heller ikke om Ny Løn. Men da det nu kom, var det vel bare om at få det bedste ud af det. Og da det faldt i mit lod at udtænke et forhandlingsoplæg samt forhandle Ny Løn i mit amt, har jeg vel efterhånden en vis idé om den reguleringsmekaniske. I mit amt valgte vi at fokusere meget på uddannelsesfremmende tiltag, og at være lidt utraditionelle. F.eks. - som en forsøgsordning - at præmiere dem, der lod en yngre kollega udføre en operation superviseret frem for selv at udføre den. Også midt om natten.

Det gik der sport i især på en afdeling, der ikke indtil da havde det bedste udannelsesmæssige renommé; nogle vaner blev brudt, og I-lægerne oplevede en helt ny grænse for, hvad de fik lov til. Pludselig var det muligt at lære noget operativt.

Pinligt, at det skulle være nødvendigt? Kunne afdelingen virkelig ikke finde ud af det uden at skulle have penge for det? Tjoeh, men man gjorde det ikke og her havde vi noget Ny Løn der skulle bruges til »adfærdsregulering«. Så det gjorde vi.

Det er jo ikke nyt, at der skal gøres mere ud af uddannelsen. Heller ikke, at mesterlæren er skrumpet ret meget. Stuegang, ambulatorievirksomhed, undersøgelse af patienter ...ja stort set alt hvad der ikke kræver tilstedeværelse af to mand, er blevet til noget man lærer sig selv op i. Adskillige steder er de tre nævnte tjanser noget speciallægerne foretager. Af hensyn til patienten, forstås. Så efter længe at have spekuleret over, hvornår og hvordan man lærer det (som man jo ikke rigtigt kan læse sig til) er jeg nået frem til at tro, at det er noget med, at man vågner op en skønne morgen, når man er blevet speciallæge, og POP! bare kan.

Nej vel ? Jeg har slet ikke lyst til i dette offentligt tilgængelige blad at komme ind på mine tanker om, hvordan det influerer på kvaliteten af lægernes virke (fremover?). Her er det så at Løkkepose-ideen kommer ind. DEN kunne nok ændre et par arbejdstilrettelæggelser og prioriteringer. Hvis ikke, er beløbene for små.