Udvidet ret til eutanasi i Belgien?

I september 2006 diskuterede det belgiske parlament et lov-forslag om udvidet ret til eutanasi. Udvidelsen skal omfatte børn under 16 år og demensramte voksne. I Belgien defineres eutanasi (aktiv dødshjælp) som en livafsluttende handling, der udføres af en anden person end patienten selv (oftest en læge) på patientens udtrykkelige og gentagne anmodning. Erfaringerne viser dog, at den gode vilje kan føre helt andre steder hen.

Kort om forslaget: Ansøgning om eutanasi skal være frivillig - patienten må ikke være presset, og lægen skal sikre sig, at det ikke er tilfældet. Ansøgningen skal være gennemtænkt, og lægen skal have talt med den syge om, hvad sygdommen indebærer, om den kan behandles, og om der er mulighed for lindring via palliativmedicinsk behandling. Ansøgningen skal have været fremlagt flere gange, så lægen kan sikre sig, at der ikke er tale om en impulsiv handling. Lægen skal bedømme situationen som konstant og uudholdelig. Patienten skal derefter undersøges personligt af en anden, upartisk læge, som skal nå til samme vurdering og resultat, for at man kan gå videre i forløbet. Eutanasihandlingen udføres herefter af den praktiserende læge i patientens hjem.

Under diskussionen af forslaget stillede de belgiske foreninger for palliativ behandling og pleje forslag om, at den anden læge skulle være specialist i palliativ medicin. På trods af at den belgiske sundhedsminister var enig i forslaget, turde hun ikke lade beslutningen blive forsinket, fordi lovforslaget i så fald skulle behandles på ny i parlamentet. I stedet anbefalede man, at den praktiserende læge samarbejder med et palliativt team, såfremt et sådant er involveret i plejen, samt taler med patientens familie herom. Den praktiserende læge udfører eutanasihandlingen på en måde og med de lægemidler, der anbefales, eller henviser til en kollega. Når døden er indtruffet, rapporterer lægen til en kommission med oplysning om tid og sted for dødsfaldet, årsagen til eutanasihandlingen, og hvordan den blev gennemført med angivelse af navnene på de to involverede læger. Såfremt retningslinjerne er blevet fulgt, vil eutanasihandlingen ikke give anledning til retsforfølgelse; i modsat fald vil handlingen kunne prøves i retten som mord.

I Belgien kan man skrive et livstestamente, hvori man angiver, at man ønsker eutanasi, såfremt man kommer ud for en ulykke eller rammes af uhelbredelig sygdom, som fører til bevidstløshed. En sådan deklaration skal være affattet på skrift, bevidnet og underskrevet af uvildige personer. Livstestamen-tet dateres og overgives til en betroet person, som derefter er ansvarlig for at overdrage det til den behandlende læge, såfremt situationen skulle opstå.

Ifølge The World Medical Association må læger ikke deltage i livsafsluttende handlinger som eutanasi. Læger har direkte pligt til at modarbejde foranstaltninger og love, som krænker menneskerettighederne og retten til liv som i artikel 2 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den belgiske senator og jurist, Nyssens, fremførte i debatten, at det er helt uacceptabelt, at man ikke har en definition på, hvad man i en retslig sammenhæng mener med en »konstant og uudholdelig lidelse«, især hvis patienten ikke befinder sig i livets slutfase. Loven definerer ikke, og kan heller ikke definere, en sådan tilstand. Hun henviste til en undersøgelse publiceret i The Lancet i 2001, der viser, at 5,3% af de tilfælde, der som følge af en ulykke til at begynde med blev vurderet som håbløse, alligevel viste sig at overleve.

Grunden til udvidelsen af eutanasilovgivningen i Belgien, er et ønske om, at mennesker skal være selvbestemmende over livets afslutning. Det kan lyde velmenende men går dårligt i tråd med en udvidelse af loven til også at omfatte demente og børn, som ikke er i stand til at udøve en sådan selvbestemmelse (autonomi), og vil efterlade samfundets svageste grupper ubeskyttede. De uudtalte paralleller i diskussionen til hændelserne i Europa i 1930'erne giver uhyggelige associa-tioner.

Oversat fra svensk af Rikke M. Jensen, Ugeskrift for Læger