Skip to main content

Ugeskriftets rolle i Penkowasagen er bekymrende

Læge Sven Refslund Poulsen, Fuengirola, Spanien. E-mail: svenpoulsen@gmail.com

28. mar. 2011
2 min.

Interessekonflikter: Ingen.

Penkowasagen har foreløbig medført en betinget dom på tre måneder. Der synes således ikke længere at være tvivl om professor Penkowas ansvar og skyld. Hendes rolle er ikke overraskende eller ukendt i den videnskabelige verden. Hvad der er foruroligende er, at dekanen for det lægevidenskabelige fakultet ved et af verdens ældste universiteter synes at være medskyldig og muligvis direkte involveret. Dekanen er specialist i psykiatri og formodes at have den erfaring og ansvarlighed, som hans stilling forudsætter. Her foreligger virkelig et tillidsbrud, som burde have haft konsekvenser for længe siden.

Jeg synes, Ugeskriftets rolle er bekymrende - en sag af denne dimension kan man ikke blot ignorere. Det falder ikke i tråd med, at Ugeskrift for Læger har ønsket (og med noget held) at modernisere og aktualisere bladet. Mange læger vil nok foretrække at blive informeret af Ugeskriftet frem for af dags- og ugepressen. Sagen har betydning for dansk lægevidenskabs renomme ikke blot i Danmark, men også udenlands.

Tavshed kan ikke gavne vor forenings troværdighed ej heller på et tidspunkt, da sagen ikke er afsluttet. Det er, som om vi savner en Povl Riis?

> Svar:

Chefredaktør Torben Kitaj, Ugeskrift for Læger. E-mail: tki@dadl.dk

Interessekonflikter: Ingen.

Tak for dit spørgsmål om Ugeskriftets manglende dækning af Penkowasagen.

Vi har naturligvis fulgt sagen og overvejet, i hvilken udstrækning vi skulle dække den.

Vi er opmærksomme på, at der er nogle principielle sider af sagen, som handler om forskeres redelighed og vilkårene for forskning. Vi vil gerne forsøge at finde vinkler, som ikke dækkes så grundigt i de bredere medier, men du har naturligvis ret i, at sagen rummer mange aspekter. Derfor har vi valgt i et af de kommende numre at sætte fokus på forskningen og dens vilkår for på den måde at belyse et af sagens perspektiver.