Skip to main content

Ulandshjælp i sundhedssektoren

Læge Anders Fjendbo Jørgensen, Maseru, Lesotho. E-mail: anders@fjendbo.dk

16. mar. 2007
3 min.

For 20 år siden arbejdede jeg udsendt af Danida på Qacha's Nek District Hospital i det lille kongerige Lesotho. Hospitalet var doneret af Danida og var på det tidspunkt helt nyt. Nu er jeg tilbage og arbejder i hovedstaden Maseru på en klinik, hvor man behandler patienter med hiv. Jeg tog en tur tilbage til Qacha's Nek og var spændt på at se, hvordan hospitalet ser ud i dag. Det var tegnet af en arkitekt Kristensen fra Fyn og var på det tidspunkt meget moderne og efter min mening meget velindrettet. I dag står hospitalet så flot som nogensinde. Jeg synes, projektet tjener arkitekt Kristensen og Danida til ære.

Mange vil sikkert spørge, hvilke forandringer der et sket på 20 år her i landet. Med hensyn til fattigdom, boligstandard osv. er der ingen forandringer sket. Med hensyn til demo-krati og menneskerettigheder er der sket kæmpefremskridt. I 1986 sang apartheid på sidste vers i Sydafrika. Man bekæmpede modstanderne ANC og Nelson Mandela på værste måde. Der var raids inde i landet her, og mange blev dræbt, også i Qacha's Nek. Nu er der valg, og det går fredeligt og reelt til.

Med hensyn til sundhedstilstanden er det gået meget tilbage. En tredjedel eller mere af den voksne befolkning er hiv-inficerede. Vi havde tidligere mange med tuberkulose, men nu er det helt galt. Vi antager, at alle med hiv også har tuberkulose, indtil det modsatte er bevist, og det bliver det sjældent. Det har betydning, for man skal mindst være 14 dage henne i tuberkulosebehandlingen, før man påbegynder antiviral behandling, ellers kommer der for svære reaktioner, når immunsystemet begynder at fungere igen.

I hver by, man kommer igennem, ser man næsten på hvert gadehjørne et skilt Funeral Service. Det er nyt. I Lesotho kom de første aids-patienter først i midten af 1990'erne og ti år efter andre steder i Afrika. Dvs. man havde ti år til at forebygge sygdommen, men det, må man sige, slog fejl. Vi, der havde arbejdet her, vidste, hvor mange seksuelt overførte sygdomme, der var, og hvor stor epidemien kunne blive, og vi sagde det. Fraset nogle enkelte abortive forsøg af antropologer og drama groups har der aldrig været nogen oplysning af betydning. Ikke engang undervisning i skolerne havde man kunnet etablere. Man kunne vel i det mindste have sikret sig, at børnene vidste, hvad det drejede sig om, når de forlod skolen. Nu, efter behandlingen er indført, er der ikke den samme hemmelighed omkring sygdommen, og det går langt bedre også med forebyggelse, tror jeg. De over 100 patienter, vi har besøg af hver dag, tager mange kondomer med sig hjem. Der er dog lang vej igen på andre fronter. Det, der er værst, er de mange børn, der smittes før, under eller lige efter fødslen. Det kan stort set fuldstændig forhindres med den rette antivirale behandling af moderen.