Ulighed i sundhed – en sundhedsfascists bekendelser

Det er med stor glæde, at jeg har bemærket, at Lægeforeningen har ulighed i sundhed på dagsordenen på dette års Lægemøde. For Lægeforeningen og læger har ulighed i sundhed været et vigtigt emne i mange år – nogle vil nærmest sige altid. Der var bygningen af Brumleby i 1850‘erne, som skulle sikre ordentlige boliger til den voksende arbejdsklasse, der ellers måtte nøjes med usle lejekaserner, som vi kendte fra de gamle brokvarterer i København. Allerede dengang var man klar over, at dårlige levevilkår var årsag til sygdom og død. Vagn Christensens skelsættende disputats fra 1956 satte fokus på børns vilkår og var medvirkende til mange forbedringer. Fra i dag kan nævnes professorerne Finn Didrichsen og Torben Jørgensen, som forskningsmæssigt har dokumenteret uligheden i sundhed. Jeg har desværre ikke mulighed for at nævne alle de læger, som har set uligheden som et stort problem, men også som et problem, som lægestanden bør tage alvorligt og forsøge at udjævne. At lægerne og Lægeforeningen således har haft en historisk rolle i bekæmpelsen af ulighed i sundhed, kan man efter min mening ikke diskutere. Derfor min glæde over at Lægeforeningen tager stafetten op.

Det er stressende at være på bunden

Hvad betyder ulighed i sundhed så i dag? Vi har et velfærdssamfund, så hvad er problemet? Vi ved, at der er mange års forskel på, om man bor i den fattige del af København, eller man bor i den rige del af Nordsjælland. Hvad skyldes det? Vi ved, at det, man kalder sund levevis, er langt mere udbredt i Nordsjælland, mens usund levevis er mere udbredt i de fattige områder. Man ryger mere og spiser mere usundt, samtidig med at man dyrker mindre motion i områder, hvor man typisk bor, hvis man har få penge. Men er det lægernes problem – eller er det ikke blot et resultat af menneskers frie valg? Kan vi som læger tillade at blande sig, hvis man som borger ønsker at ryge og spise sig ihjel, samtidig med at man har en dårlig livskvalitet? Hvis man mener som jeg, at vi som læger skal hjælpe mennesker, som har et dårligt liv, har vi nogle udfordringer, som jeg håber vil blive diskuteret på Lægemødet.

Den første udfordring gælder samfundets rolle i forhold til individets rolle. Ordet »sundhedsfascist« dukker oftere op i debatten i aviserne. En sundhedsfascist er efter min tolkning en person, der ønsker at pådutte andre sine holdninger via forbud. Og det er formentlig ikke positivt ment. Men hvad er problemet? For det første overser man det socialt skæve billede som tidligere beskrevet. Tror man virkelig, at usund levevis er et bevidst tilvalg for mennesker, der er kort uddannede og har færre penge end os andre? Man overser, at billedet er ens over hele verden. Man overser, at det er mere stressende at leve på samfundets bund, end det er at leve på samfundets top. At mennesker måske ryger og spiser mere for at dæmpe det øgede stress.

Men er det så samfundets skyld? Er mennesket bare viljeløst og svagt? Til det sidste vil jeg sige nej. Det er ikke tegn på, at man er et svagt menneske eller mindre klog. Men vi har som læger en stor udfordring i den måde, hvorpå vi skal gå i dialog med mennesker med usund levevis. Vi må erkende, at de kampagner, der har været ført for en mere sund levevis, har været en succes for middelklassen og opefter. Den er tilsyneladende slået fejl over for den gruppe mennesker, der har størst behov for at ændre deres levevis. Vi må opfinde nye metoder til at komme i dialog på en respektfuld måde. Overalt i verden arbejder man på at finde på gode metoder til en ordentlig dialog. Man kan passende diskutere, hvordan vi kan gøre det i Danmark. Det er ikke en let opgave, men den skal lykkes. Kun hvis man udviser respekt for de mennesker, man henvender sig til, vil det lykkes. At mange føler, at vi som læger taler ned til dem, er et faktum, som en rapper beskrev så udmærket i en artikel i Politiken.

Ordet »svag« er nedladende

Mit eget bud på, hvordan man kan begynde, er, at vi vedtager at holde op med at bruge betegnelsen »svage« om mennesker, som vi gerne vil hjælpe. Jeg har kørt lægeambulance i ti år i København, og jeg må sige: at leve på gaden er ikke for »svage« mennesker. Det kræver styrke at overleve som narkoman eller hjemløs. Jeg ved, at mange af vores patienter ikke længere kan klare sig selv, men det er ikke et tegn på svaghed. At kalde for »svag« er nedladende. Vi må finde på bedre ord – fordi ord er magtfulde. Vi må udvise den respekt over for de mennesker, som vi ønsker at hjælpe, som alle fortjener.

Den anden udfordring, vi står med, er at sikre, at alle kan finde rundt i vores sundhedssystem, hvis man bliver syg. Vi har opbygget et meget kompliceret sundhedsvæsen. Der er kommunernes rolle, der er de praktiserende lægers rolle, og der er hospitalernes rolle. Selv for os som læger kan det være svært at finde rundt i, men det er meget vanskeligere for vores patienter. Vi har opbygget sundhedsvæsenet efter den lægefaglige specialisering. Med det har vi opnået fantastiske resultater. Men vi bliver nødt til at tænke nyt omkring organiseringen af behandlingen af patienter med kroniske sygdomme. Specielt hvis patienterne har mange sygdomme. En patient med diabetes, hjertesygdom eller kronisk obstruktiv lungesygdom skal i dag se rigtig mange læger i mange ambulatorier. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan gøre det enklere for vores patienter uden nødvendigvis at sætte fagligheden over styr. Behøver man et ambulatorium for hver enkelt sygdom, eller kan man have ét ambulatorium? Vi forsøger at arbejde med modellen, og jeg er spændt på resultatet.

Pas på standarder

Vi bliver også nødt til at se på, om det er de rigtige tilbud, vi giver til patienterne. I dag arbejder vi meget med standardiserede forløbsprogrammer, som har en tendens til at skære alle over en kam. Vi må overveje, om ikke det er rimeligt at vurdere, om nogle patienter bedre kan klare sig selv, mens andre skal have mere hjælp. Det er blevet foreslået af sundhedsministeren, og jeg bakker op om idéen. Vi må i det mindste forsøge. Der er ingen tvivl om, at telemedicin vil blive en god mulighed for at hjælpe de patienter, der kan bruge udstyret, således at kontakten til sundhedsvæsenet kan ske på patienternes præmisser. Jeg er meget optimistisk, når jeg ser alle de ældre, der bruger facebook til kontakt med deres børne- eller oldebørn. Jeg tror meget på, at telemedicin kommer til at blive et godt redskab til at hjælpe på uligheden i sundhed. Men vi kommer til at lære at bruge teknologien til de rigtige patienter, så det bliver en gevinst og ikke bare en fordyrelse af sundhedsvæsenet.

Sundhedsministeren har påbegyndt et arbejde, der skal mindske uligheden i sundhed. I øjeblikket er det kommuner fra Region Nordjylland og Region Hovedstaden, der sammen med Sygehus Vendsyss el, Hvidovre Hospital og de respektive regioner skal forsøge at finde nye måder at arbejde på for at mindske uligheden. Senere håber jeg, at alle kan komme med, for ulighed er ikke kun lokaliseret til disse regioner. Vi prøver i øjeblikket at finde på nye samarbejdsmodeller mellem regioner, kommuner og hospitaler. Alle er vigtige, og jeg håber, at de praktiserende læger en dag bliver en aktiv part. Et eksempel fra dagligdagen er samarbejdet omkring fødende, der har behov for ekstra assistance til at passe børnene. Specielt unge enlige.

Bedre fordeling af læger

Det sidste problem, jeg her vil nævne, er fordelingen af læger. Jeg mener, at vi som lægeforening har et kæmpeproblem, når der er patienter i de socialt belastede kvarterer eller udkantsområder, som ikke har en læge, fordi læger ikke vil flytte dertil. Jeg bliver trist, når lægernes eneste svar er, at der skal penge på bordet. Vi må kunne finde på bedre løsninger, hvis vi skal bevare troværdigheden i samfundet.

Til slut vil jeg blot nævne Søren Kirkegaard, der skrev om hjælpekunst: »At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der«. Enhver, der ikke kan det, er i en indbildning, hvis han tror, at han kan hjælpe andre.

Rigtigt godt lægemøde.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen