Ulighed i sundhed mellem kønnene

Hvorfor handler debatten om kønsforskelle i sundhed næsten udelukkende om kvinders sundhed? Det gælder ikke bare kvindebevægelsens fortolkning af problemerne, men også generelle politiske udspil om social ulighed i sundhed, som den nye rapport fra WHO om social determinants of health [1], der under overskriften kønslighed udelukkende beskæftiger sig med kvinders vilkår. Et andet eksempel er den norske regering, som har en kvindesundhedsstrategi, men ikke en mandesundhedsstrategi [2]. I Danmark finder man færre eksempler på dette. Det skyldes sikkert, at ligestilling mellem kønnene og den sociale ulighed i sundhed begge har en så beskeden plads på den politiske dagsorden. Betegnelsen medicinsk kvinde- og kønsforskning kan dog ses som udtryk for samme tankegang.

Forskellene i kvinders og mænds helbred er udtalte, men der er tale om et sammensat fænomen. Mænd har i de fleste lande en højere dødelighed end kvinder og dermed kortere middellevetid. I Danmark i 1980'erne var forskellen stor - seks år - til andre tider har den været mindre som i de hundrede år før 1950'erne, hvor den var 2-3 år. Ser man derimod på sygelighed, viser det sig, at kvinder oftest har en større forekomst af lidelser, ikke mindst i bevægeapparatet og psykisk sygdom. Resultatet er, at kvinder trods deres længere levetid har færre år med godt helbred. Men mænd dør langt tidligere end kvinder. Derfor burde man vel i ligestillingens navn have mindst lige så stor opmærksomhed på uligheden i mænds disfavør som omvendt?

En grund til denne skævhed i politisk interesse, hvor mænds overdødelighed negligeres, er formentlig, at vi har svært ved at tænke på kvinder som mere privilegerede end mænd. Det er efter de fleste kriterier kvinderne, som er stillet ringest. Derfor fokuseres der også på kvinders helbred, når vi taler om kønsulighed i sundhed, selv om det kun er delvist berettiget. En anden grund kan være, som nogle forskere mener, at ulighedsbegrebet kun skal bruges, når de, der har den dårligste sundhed, også er dem, som i andre henseender er ringe stillet, f.eks. økonomisk, socialt og magtmæssigt. Den opfattelse kan naturligvis begrunde fokus på kvinderne [3]. En tredje forklaring kan være, at fordi mænd er normen, handler politikken om mænd, undtagen når det eksplicit fremgår, at det drejer sig om kvinder.

Det burde dog være muligt at forholde sig til uligheder mellem kønnene uden at skabe det billede, at kvinderne er ringest stillede i alle henseender. Sundhedsforskellene mellem de bedst og de dårligst stillede er desuden større blandt mændene end blandt kvinderne. Hos mændene er der således en gruppe, som har rigtig høj dødelighed og ringe helbred. Kategorierne mænd og kvinder er således slet ikke homogene. De dækker over meget store forskelle og bør derfor kvalificeres med en social inddeling.

Siden forskellene mellem mænds og kvinder sygelighed og dødelighed ikke er stabile over tid og varierer mellem lande, må de, i det mindste delvist, være socialt betingede og dermed mulige at ændre. Mænds højere dødelighed er så markant i vores tid og vores del af verden, at den fortjener opmærksomhed som en ulighed, der skal prioriteres politisk, uden at man af den grund behøver at negligere kvinders større sygelighed, ringere behandling mv. Politiske initiativer for at reducere ulighed i sundhed ville vinde i troværdighed, hvis de også forholdt sig til de uligheder, som ikke passer ind i de sædvanlige ulighedshierarkier.