Ulnarisneuropati - en arbejdsmedicinsk sygehistorie

Svendsen & Juhl har i kasuistik om mulig arbejdsrelateret ulnarisneuropati [1] beskrevet symptomer ved ergonomisk uhensigtsmæssig manuel håndtering bestående i ubehag volart på håndled, spasmer i tommel, spasmer/paræstesier i IV-V finger og besvær med at skrue en skrue ind. Objektivt omtales alene atrofi af m. interosseus dorsalis I. Elektrofysiologi (EF) tyder på påvirkning af n. ulnaris distalt for sulcus samt i Guyons kanal. Der var primært god effekt af neurolyse ved albuen, men recidiv ved genoptagelse af arbejdet medførte jobskifte.

Arbejdet indeholdt kritiske illustrerede arbejdsstillinger: Ud over påvirkning af ulnaris ved sulcus og hypothenar ved hhv. albuefleksion/aktivering af m. flexor carpi ulnaris og lokalt tryk kan der opstå irritation af n. interosseus posterior fra statisk belastning af underarmsekstensorer ved submaksimal ulnar håndledsdeviation og af plexus brachialis bag m. pectoralis ved høje løft. En infraklavikulær påvirkning af plexus brachialis (parese i f.eks. m. deltoideus, m. biceps brachii og m. flexor carpi radialis) kan forklare symptomer i tommelfingeren. Interosseus posterior neuropati (parese i f.eks. m. extensor carpi ulnaris) giver symptomer ved brug af en skruetrækker.

Begrundet med normal EF af andre nerver end n. ulnaris udelukkes anden neuropati. Men EF er ingen facitliste [2] og erstatter ikke en grundig klinisk undersøgelse. F.eks. er radialtunnelsyndrom og pectoralis minor-syndrom svære at verificere med EF.

En korrekt og tilstrækkelig diagnostik er forudsætning for en optimal behandling. Den skadelige eksponering må bremses for at undgå recidiv og til gavn for andre. Det er uklart, hvad der er foretaget i den konkrete sag. Ved belastningsudløste neuropatiske smerter er genoptagelse af et uændret arbejde sjældent en god ide.

Behandlingen kan også have været utilstrækkelig pga. patologi ved Guyons kanal og muligvis i andre nerver. En bred klinisk vurdering er forudsætning for enhver - ikke mindst operativ - behandling. Men i kasuistikken oplyses der ikke om den neurologiske undersøgelse, og hvorvidt den alene tyder på en ulnarispåvirkning. Da den ikke omtales, må forfatterne anse dens værdi for at være begrænset, hvorimod EF synes at være afgørende for publikation.

Dekompression alene på baggrund af EF er hyppig, men betænkelig, især hvis helheden i tilstanden ikke herved forklares. Før overvejelse herom bør patienten aflastes fra det sundhedsskadelige arbejde og skånsomt behandles - eksempelvis med nervemobilisering.