Skip to main content

Undersøgelsesteknik - ortopædkirurgi. 3. udgave Lund B.

Overlæge Gunnar Schwartz Lausten E-mail: GUSL@herlevhosp.kbhamt.dk

1. nov. 2005
2 min.

Dette er 3. udgave af Bengt Lunds efterhånden velkendte håndbog i ortopædkirurgisk undersøgelsesteknik. Bogen er, som de tidligere udgaver, rigt illustreret med mere end 400 af forfatterens egne tegninger.Bogen er bygget op regionsvis, hvor hver region indledes med et afsnit, der viser standardundersøgelser af regionen med inspektion og den normale ledbevægelighed ud fra den anatomiske hvilestilling. Herefter følger afsnit om observationer og fund ved forskellige almindelige og mere specielle lidelser i den pågældende region. Til sidst i bogen følger et register med henvisning til såkaldte indexundersøgelser.Bogen indeholder et væld af specifikke undersøgelser og håndgreb, som kan være nyttige i den daglige klinik med muskuloskeletale lidelser, og forfatteren skal roses for sin vellykkede udvælgelse af de væsentlige akutte og kroniske lidelser, der beskrives.Typografien er desværre ikke anvendt særlig konsekvent eller gennemskueligt, og dette forstyrrer i nogen grad overblikket over afsnittene, hvor f.eks. Den Instabile Skulder bliver rubriceret under hovedoverskriften Bicepssenen. Ligeledes er systematikken ved brugen af fremhævelsesbokse svær at gennemskue.

Bogen er som anført illustreret med forfatterens egne stregtegninger. Mange af disse tegninger er nærmest skitseagtige, og formentlig af pladshensyn er de ofte meget gnidrede, hvilket begrænser deres illustrative værdi og i mange tilfælde gør dem direkte uforståelige. Ligeledes kunne korrekturlæsningen have været grundigere. Listen over de såkaldte indexundersøgelser virker tilfældig og er ikke særlig omfattende, og et mere udførligt register over de forskellige undersøgelser og håndgreb ville øge bogens værdi som opslagsbog, når en bestemt test ønskes forklaret.

Trods disse indvendinger kan bogen anbefales både til alment praktiserende kolleger, der her får en hurtig og overskuelig orientering om klinisk undersøgelsesteknik ved muskuloskeletale lidelser, og til kolleger under uddannelse i de muskuloskeletale discipliner, som her vil finde mange guldkorn, nyttige håndgreb og tekniske fif fra en erfaren kollega.

Silkeborg

Forlaget IBL, 2004

160 sider. Pris: 285 kr.

ISBN 87-89177-40-1