Usikre behandlinger forbliver usikre

En ny virus og en ny livstruende sygdom skulle der til for, at staten øgede investeringerne i klinisk forskning for »hurtigst muligt at frembringe forskningsresultater, der kan fremme patientbehandlingen eller udnyttelsen af kapaciteten i sundhedsvæsenet«, som der stod i det første opslag. Det er blevet til mindst 250 millioner ministerielle kroner og en succeshistorie, da behandlingen og håndteringen af COVID-19 er blevet markant forbedret.

Paradoksalt nok er behandlingsmulighederne nu bedre for patienter med svær COVID-19 end for dem med den svære influenza, som vi ellers har kæmpet mod i årtier. Og kontrasten er da også enorm mellem statens investering i forbedret behandling af COVID-19 og i forbedret behandling for alle andre patienter. Staten investerer via Innovationsfonden, som i år har øremærket 63 millioner kroner til klinisk forskning, hvoraf de 25 millioner kroner er til et stamcellecenter. De resterende 38 millioner kroner til investeringerne blandt alle andre patientgrupper er således syv gange mindre end pengene givet til COVID-19 og i øvrigt tre gange mindre end det, statens nu hedengangne Strategiske Forskningsråd uddelte til klinisk forskning i begyndelsen af 2010’erne. Så staten investerer markant mindre nu end for ti år siden i forbedret behandling for alle patienter.

Og investeringerne i forbedret patientbehandling mangler. Det meste af det, der foregår i sundhedsvæsenet, er ikke understøttet af gode kliniske forsøg, hvilket helt sikkert bidrager til spild af patienternes og væsenets tid og penge og desværre også er til skade for patienterne. Det er hverdagens simple rutiner, der redder og forbedrer langt flest liv, men det er også her, at investeringerne er færrest. Og netop derfor er det her, at risikoen for spild og skade er størst. På nogle områder er usikkerheden på den rette effekt så stor, at der er klargjort kliniske forsøg, der skal vise, hvad der er bedst, sikrest og mest omkostningseffektivt for den næste patient. Konkrete hverdagseksempler er valg af antibiotika til blodforgiftning og de forskellige cocktails af smertestillende medicin, der bliver givet efter operation. Titusindvis af danske patienter får på et tidspunkt disse behandlinger, så eventuelle forskelle i virkninger og bivirkninger vil have stor betydning – også økonomisk. Supereffektive hold af læger og sygeplejersker står klar til at gennemføre de kliniske forsøg, der skal give svarene, men pengene og infrastrukturen mangler. Og derfor forbliver de ikketestede behandlinger ikketestede til skade for patienterne og væsenet. Og sundhedsvæsenet fortsætter ovenikøbet med at implementere nyt, uden at det bliver testet validt samtidigt.

COVID-19-patienternes behandling blev hurtigt forbedret gennem god, offentligt finansieret klinisk forskning. Det har været ekstremt gavnligt for alle. Den erkendelse tager vi forhåbentlig med videre, når coronaepidemien er ovre, og øger investeringerne bredt i klinisk forskning. Hvis ikke, vil de mange ikketestede behandlinger, patienterne bliver tilbudt, forblive ikketestede. Og derfor vil der fortsat være usikkerhed om balancen mellem gavn, spild og skade for en del af det, der bliver gjort i sundhedsvæsenet hver dag. Hvis målet er at behandle fleste muligt, bedst muligt, til den lavest mulige pris, så bliver sundhedsvæsenet nødt til at kunne teste det, klinikerne gør hver eneste dag, og det patienterne, klinikerne og samfundet ønsker. Det er vi meget langt fra at kunne i dag, men coronakrisen har vist, at det ikke behøver være sådan.