Uudnyttede resurser

Som præst tænker jeg ofte på, hvor stor forskel der er på de forventninger, der stilles til læger - og til præster.

Jeg oplever, at jeg som præst let kan leve op til de forventninger, der stilles til mig, for der stilles næsten ingen. For læger er det anderledes, fordi patienternes og de pårørendes forventninger ofte er meget høje.

Sådan har det ikke altid været. For 40 år siden var forventningerne til lægen og præsten på samme niveau og gik ud på, at de hver på sit felt gjorde deres arbejde så godt, som det var muligt.

Hvorfor har det forandret sig? Det er, fordi vi er kommet til at leve i et samfund, der fortrænger døden. I gamle dage havde man på mange gårde en kiste stående på loftet, så den var klar, når der blev brug for den. Fordi man dengang vidste, at det var sikkert, at vi skal dø. Og dengang var der nok at dø af!

Hvis vi i dag hører om en familie, der har en kiste stående parat på loftet, vil vi betragte det som sygeligt. For ganske vist er det eneste sikre ved livet stadig, at vi skal dø. Men der er heldigvis ikke så meget at dø af som tidligere, og derfor kan vi i lange perioder glemme, at det skal ske.

Det har en urimelig pris, som ikke mindst læger må betale en væsentlig del af. For når vi glemmer, at vi skal dø, bliver vi urealistiske og laver tankemæssige krumspring. Et af dem er, at vi udråber læger til at kunne redde os fra alting: »Hvis bare de gør alt det, de kan, kan vi leve i det uendelige - her på jorden«.

Dette lægger et belastende forventningspres på læger, ikke mindst fordi det medfører helt urimelige anklager. For hvor man tidligere rettede vreden mod Gud, når man ville klage over ulykkelige begivenheder i livet, retter man nu ofte vreden mod lægen.

Det ser imidlertid ud til, at en forandring i mere realistiske retning er på vej. I januar sagde direktør Leif Vestergård fra Kræftens Bekæmpelse i tv, at når en behandling skal afsluttes, skal der være en relevant samtale mellem patienten, de pårørende og en læge. Det nye her er for mig, at KB's direktør nævnte, at en behandling kan afsluttes! Læger har siden sagt tilsvarende i medierne, og ingen har protesteret.

Det er tankevækkende, for det kunne tyde på, at samfundet nu er parat til give døden den plads, der tilkommer den.

Sker det, slipper lægen for et urealistiske forventningspres, og får igen lov til at være et menneske - med en særlig uddannelse. Denne realisme kan give flere kræfter og resurser til lægen. Så lad os bestræbe os på at fortsætte i den retning:

Lad os vinde den resursegivende realisme tilbage!