Uunderbygget konklusion om zoledronsyre

I Ugeskrift for Læger [1] var der en omtale af et amerikansk lodtrækningsforsøg [2], hvor man havde randomiseret kognitivt svækkede plejehjemsbeboere på omkring 85 år til enten en dosis af 5 mg zoledronsyre i.v. eller placebo. Man fandt, at knogletætheden blev øget med ca. 4% målt ved bone mass density (BMD) efter to år.

I Ugeskriftets omtale citeres overlæge Pernille Hermann for, at »studiet understreger, at det er værdifuldt at give en enkelt infusion til f.eks. patienter, der for nylig har haft en hoftefraktur«.

Vi finder ikke denne konklusion underbygget af artiklen eller af resultaterne, da der ikke blev påvist en reduktion i antallet af frakturer eller dødsfald, hvilket forsøget i øvrigt heller ikke havde styrke til at undersøge. At surrogatmålet knogletæthed bedredes, er naturligvis ikke ensbetydende med, at behandlingen vil være gavnlig for patienterne. Dertil kræves større forsøg med direkte observation af færre frakturer og evt. dødsfald, samt af skadevirkningerne.

Forfatterne til det amerikanske forsøg tog selv grundige forbehold og skrev faktisk eksplicit flere steder, at man ikke kan regne med, at en bedring i knogletæthed vil medføre færre frakturer, med begrundelsen at deltagerne i dette forsøg var væsentlig ældre og mere skrøbelige end i tidligere forsøg.

De fremhævede vigtigheden af et større forsøg, blandt andet fordi bisfosfonatbehandling allerede anvendes i denne population i USA, uden data for klinisk effekt eller sikkerhed. Vi er fuldstændig enige i, at sådanne forsøg må foreligge, før behandlingen kan tages i brug i denne patientgruppe.