Vågner Holger Danske?

Da man som barn første gang så gipskopien af Holger Danske-statuen i Kronborgs kasematter og har mødt ham som nationalsymbol på vågenhed og offervilje, fra Kunzen, Ingemann, H.C. Andersen, besættelsestidens sabotagegruppe af samme navn og senest til Ebbe Kløvedal Reich, har han overlevet som begreb, men i senere tider nok mest været præget af en narkolepsi, med skægget fastgroet i marmorbordet. Det gælder især erfaringerne fra en langvarig, personlig indsats for at bevare det danske sprog trods en nødvendig internationalisering.

For sundhedsfagene, som for mange andre professiolekter, dvs. fagsprog, har behovet for en faglig sprogpolitik været åbenbar, i betragtning af den store, løbende og visumfri indvandring af nye faglige metoder og termer fra især engelsk. Ofte overtages de i en uændret angelsaksisk form, som er utilgængelig for danske bøjningsformer, og ofte er de definitorisk tvetydige eller rent ud »gummiagtige«. Blandt medlemmer af samme fag og speciale kan det endda gå i meget interne samtaler, men allerede imellem de sundhedsfag, som er samlet omkring patienten, opstår større for-ståelsesproblemer end nødvendigt. Derfor er det selv inden for sundhedsfagene mere bekvemmelighed end hensyn til en faglig globalisering, når en anarkistisk sproganvendelse forsvares. Og inddrager man patienter og pårørende, hvor en dansk formidlingsform skal anvendes, bliver forståelseskløften langt bredere end nødvendig, hvis den sproglige bevidsthed ikke er skabt hos den enkelte sundhedsarbejder. Endelig, men ikke mindst, er et nuanceret dansk en forudsætning for den originale tankeproces, da vi - som bekendt - tænker i en sproglig matrix, så man med et omvendt Tegnér-citat må erkende, at det dunkelt sagte ofte er det tankemæssigt dunkelt formulerede.

Ugeskriftet har i mange år forsøgt at formulere og forvalte en sundhedsfaglig sprogpolitik, tidligere med hjælp af fagpersoner på området, men initiativer til en samlet, sundhedsfaglig sprogpolitik, omfattende redaktører, lægesekretærer, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, farmaceuter, tandlæger, læger, videnskabelige selskaber, forlag, sundhedsstyrelse og nationalleksikon, lykkedes først i 1995. Yderligere kontakt med de ca. 80 danske oversættere i EU, som løbende står over for udfordringen at oversætte eller fordanske de mange nye internationale termer på sundhedsområdet til dansk, bestyrkede initiativtagerne i, at etablering af et dansk sundhedsfagligt sprogudvalg knyttet til Dansk Sprognævn, var en nødvendighed, både af praktiske og kulturelle grunde. Enighed skabtes om et formelt sæt sprogregler og om at rette henvendelse til Dansk Sprognævn og til de mange interessenter i institutions- og foreningsform, med henblik på at etablere et beskedent sekretariat (1, 2). Dansk Sprognævn reagerede meget positivt, men derefter invaderede Holger Danskes skæg marmorbordet, og narkolepsien blev dyb, da initiativet skulle støttes med beskedne beløb af interessenterne, herunder DADL (måske med en skjult henvisning til at it-æraens teknik ville løse problemet, hvor det er lige omvendt).

Siden er det forsøgt flere gange at få Holger Danske ud af det kulturelle koma, men forgæves (bl.a. Riis P. Språket inom forskning och högre utbildning - inte antingen eller, utan både och. Nordisk Ministerråd, møde for de nordiske sprognævn, Pargas, Finland, 2001).

Nu ser det imidlertid ud til, at et politisk initiativ fra regeringen og støttet foreløbig af de Radikale kan vække Holger, så ikke blot det lange sundhedsfaglige initiativ kommer over i virkeligheden, men at noget lignende sker for mange andre fagsprogsområder.

For Lægeforeningen må der bestå en særlig faglig forpligtelse til at få Holger ud af narkolepsien.