Skip to main content

Væk med tolkegebyret før det er for sent

Læge, ph.d.-studerende og master i sundhedsantropologi Abir Al-kalemji Arbejds- og miljømedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital. E-mail: abir.al-kalemji@ouh.regionsyddanmark.dk

13. maj 2011
3 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen.

På lægemødet den 29. april 2011 duellerede Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, og indenrigs- og sundhedsministeren om aktuelle udfordringer i sundhedsvæsenet. De to herrer var i form og optrådte som ligeværdige rivaler i en venskabskamp, der fint illustrerede kollision af politik og fornuft.

Ministeren kunne sagtens se logikken i f.eks. at lade opprioritering af patienter på ventelisten hvile på specifik lægefaglig vurdering i stedet for en uselektiv ventetidsgaranti, og at et kvalitetsløft i psykiatrien var nødvendigt for at sikre rettidig behandling af psykisk lidende. Men grænsen for fælles forståelse var nået, når det gjaldt udenlandske patienters forringede adgang til sundhedsydelser. Det er jo ikke samfundets problem, når en udlænding, der har været bosat i landet i mere end syv år, ikke har taget sig sammen til at lære dansk. Skatteyderne skal ikke finansiere tolkearbejdet. Kan det virkelig passe, at en tidligere integrationsminister kan have denne holdning?

Skrækscenarierne har tidligere være belyst: mindre sundhed og yderligere marginalisering af socialt udsatte, risiko for involvering af indvandrerfamiliers børn i oversættelsestjansen, så bruskskuldrene bliver tynget med de voksnes sygdomsbeskrivelser og ikke mindst deprivation af vigtigste redskaber som kommunikationen, når patienten ikke har råd til tolkebistand, og dermed lammelse af lægens basale muligheder for at yde hjælp og støtte [1, 2].

Men rolig nu! Sundhedsprofessionelle vil ikke komme i klemme. Lægen skal bare vurdere, om der er behov for tolk og så indberette dette via patientens personnummer, hvorefter vedkommende vil modtage et girokort, forsikrede Bertel. Og der vil nu også være mulighed for gratis tolkebistand for post traumatisk stress (PTSD)-ramte og under det akutte arbejde.

Argumenterne giver dog ikke ro, men undren. For hvad er det, man sparer i virkeligheden? Hvor meget koster det i administration af indberetninger, rykkere og manglende betalinger? Hvor meget koster det at få patienterne senere i sygdomsforløbet, fordi de ikke søgte lægen i god tid af økonomiske årsager? Hvor mange flere PTSD'er og andre psykiatriske lidelser vil blive (ekstra)diagnosticeret for at dokumentere retten til gratis tolkebistand? Hvor meget tid er der afsat til at lave undersøgelser og rapporter om bestemmelsens konsekvenser - som vi allerede nu forudser og synliggør? Vil de estimerede besparelser på 15 mio. kr. årligt [3] ved indførelse af denne lov ikke ende med at blive en fordoblet udgift for regionerne i stedet? For ikke at tale om de menneskelige omkostninger ved ulig adgang til sundhed [4-5].

Hvor langt vil man gå for at nusse symbolpolitik og diskriminerende ideologier? Sygehusvæsenet og de resursesvage bliver taberne i det vælgerhungrende spil. Det kan betale sig at sige stop nu og afskaffe loven.

Overhold dit løfte, Bertel, om at lytte mere til fageksperterne. De er ikke så tunge at danse med - må du efterhånden have fundet ud af.


Referencer

  1. Hansen MK. Det skal ikke koste en krone. Ugeskr Læger 2010;172:2647.
  2. Sales Y. En diskriminerende og farlig tolkebestemmelse. Ugeskr Læger 2009;171:3399.
  3. http://www.b.dk/politik/tolkegebyr-kan-koste-liv
  4. http://www.laegerudenfilter.dk/?p=556
  5. http://www.tv2fyn.dk/article/254175:Tolkegebyr-kan-koste-liv