Skip to main content

Værdighed i demensplejen. Ahlgreen K.

Cand.jur., sygeplejerske Dorthe Buss E-mail: RH15740@rh.dk

4. nov. 2005
2 min.

»Værdighed i demensplejen« er en let læselig bog målrettet til plejepersonale i kommunerne. Bogen vil være særdeles velegnet til brug i undervisningen på social- og sundhedsskolerne landet over.Bogen starter med en meget kort gennemgang af demensformer og demensudredning. Herefter følger et par ligeledes korte afsnit om forskellige teorier og begreber i demensplejen, herunder en særdeles praktisk guide til, hvilke spørgsmål man kan stille den demente og familien for at få belyst livshistorien.Bogens hovedindhold er en beskrivelse af forskellige plejesituationer, der belyses med praktiske eksempler fra hverdagen, forslag til handlemåder og evaluering.Det fremgår klart, at forfatteren har stor praktisk erfaring med pleje af middel til svært demente, og bogens eksempler viser, at plejen kan og bør udføres med stor empati og med basis i den dementes livshistorie.

Bogen giver naturligvis ikke den endelige løsning på alle problematiske situationer i demensplejen, men forfatterens grundholdning, om at prøve at forstå hvorfor den demente opfører sig, som han/hun gør, og at udvise respekt for den demente uanset hvad, er et godt udgangspunkt at tilrettelægge plejen efter.

Som jurist må jeg dog anføre, at jeg finder det ærgerligt, at forfatteren ikke har medtaget en kort gennemgang af servicelovens regler om omsorgspligt og muligheden for undtagelsesvis at gennemføre personlig hygiejne med anvendelse af fysisk magt. Det er en forudsætning, at social- og sundhedspersonale kender disse regler, for at de kan tilrettelægge deres pleje i overensstemmelse med lovgivningens rammer for omsorgspligt/omsorgssvigt og magtanvendelse. Da netop denne bog egner sig så godt som undervisningsbog til social- og sundhedspersonale, ville det have været en god anledning til at få udbredt kendskabet også til lovgivningen.

Bogen kan helt klart anbefales som undervisningsbog for plejepersonale, der skal have med demente at gøre, men også pårørende til demente kan muligvis have glæde af bogen og dens letforståelige kapitel om demensformer samt de mange eksempler fra hverdagen, der kan medvirke til at gøre det lettere for den pårørende at hjælpe den demente i hjemmet.

København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2003.

106 sider. Pris: 169 kr.

ISBN 87-17-03724-7