At være eller ikke at være genoplivningsegnet

Det er i ordets egentligste forstand livsvigtigt, at etiske overvejelser for og imod genoplivning fra kredsløbsstop journaliseres. Det bør være et ufravigeligt krav. Det er derfor prisværdigt, når Søren Mikkelsen udtaler til Ugeskriftet [1], at etiske overvejelser alt for sjældent er blevet dokumenteret i journaler for patienter med uden for hospitals-stop i hans domæne [2] – fordi det garanteret ikke kun er et fynsk problem!

Hvis det ikke allerede er afgjort, at genoplivning skal undlades, er de, som overværer et kredsløbstop uden for hospital, særligt udfordrede, når de skal beslutte, om de skal forsøge på eller afstå fra genoplivning. De kan i reglen ikke – som det kan være muligt for hospitalspersonale – forhåndskonferere patientdata til støtte for liv eller død-beslutninger, men, uanset kredsløbsstoppets lokalisation, konfronteres alle beslutningstagere med et kompleks af juridiske, medicinsk faglige og etiske fordringer:

Efter straffelovens § 253 straffes den, »som ... uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader efter evne at hjælpe nogen ... i øjensynlig livsfare, eller at træffe de foranstaltninger, som ... kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs ...«.

Ifølge sundhedsministeriel vejledning skal alle livløse betragtes som potentielt genoplivelige, indtil de er dødforklaret af en læge – med mindre robuste dødstegn er tilstede [3].

Medicinske overvejelser forudsætter indsigt i patientens helbred og funktion før kredsløbsstoppet, i stop-årsag og omstændigheder samt formodninger om genoplivelighed og formåen efter genoplivning.

I internationale retningslinjer for genoplivningsetik fokuseres der på »do-not-resuscitate orders« og »end-of-life decisions«. Behandlerens »til patientens bedste«-overvejelser anbefales afvejet imod patientens selvbestemmelse [4].

Enhver professionel, som påtager sig at genoplive, bør handle efter anerkendte etiske principper, men det er ikke nok. God etik fordrer gode kliniske facts [5].

Oftest har behandlerne ikke straksadgang til oplysninger, som taler for eller imod genoplivning. De er nødt til umiddelbart at indlede og fortsætte behandlingen, indtil alle bestræbelser viser sig virkningsløse, eller de opnår tilforladelige oplysninger, som retfærdiggør, at genoplivningen opgives.

Søren Mikkelsen påpeger også en anden væsentlig mangel i intensiv medicinsk praksis.

Der findes ingen opgørelser af, hvad den enkelte patient opfatter som et meningsfuldt behandlingsresultat – eksempelvis at »sidde ... ved vinduet og kigge ud« [1].

 

Litteratur

1. Søgaard JI. Genoplivning eller ej. Ugeskr Læger 2018;180:26-7.

2. Mikkelsen S, Schaffalitzky de Muckadell C, Binderup LG et al. Termination of prehospital resuscitative efforts: a study of documentation on ethical considerations at the scene. Scand J Trauma Resusc Emerg Med 2017;25:35.

3. Sundhedsministeriets vejledning nr. 9025, 17.1.2014.

4. Bossaert LL, Perkins GD, Askitopoulou H et al. European Resuscitation Council Guidelines for resuscitation 2015, Section 11. The ethics of resuscitation and end- of-life decisions. Resuscitation 2015; 95:302-11.

5. Holm S, Jørgensen EO. Ethical issues in cardiopulmonary resuscitation. Resuscitation 2001;50:135-9.

 

Læs også: Ambulancelægernes sårbarhed kan mindskes