Skip to main content

DR: Væsentlig dokumentar om tramadol

DRs svar til »Utroværdig og useriøs fjernsynsudsendelse

Laurits Nansen, tilrettelægger, DR2 Dokumentar,
Niels Hagen Rasmussen, redaktionschef DR Fakta.

23. jun. 2017
2 min.

Den tidligere hospitalsdirektør Per Østergaard Jensen retter den 13 juni en kritik af DR2 dokumentaren ”Morfinpillens skyggeside”, som han kalder useriøs og utroværdig. Jensen retter både kritik af de medvirkende læger og af DR. En kritik vi har meget svært ved at genkende.

Ca. 300.000 danskere får tramadol, heraf over 100.000 i mere end seks måneder for non-maligne smerter. Ifølge læger, forskere og patienter lød det, at tramadol var væsentlig mere afhængighedsskabende end den information, der blev givet i mange produktresumeer og indlægssedler og på lægernes opslagsværk medicin.dk. Vi mener derfor, at det var i offentlighedens interesse at undersøge den dokumentation, stoffet blev godkendt på

Programmet er blevet til efter mange måneders research, hvor tre faglige eksperter - overlæge Jette Højsted (Rigshospitalet), professor Morten Andersen (KU) og vicedirektør Karsten Juul

Jørgensen (Det Nordiske Cochrane Center) – på DR2’s foranledning har gennemgået en omfattende mængde kliniske studier og rapporter om tramadols afhængighedspotentiale.

Deres konklusion er entydig – ingen af studierne dokumenterer påstandene om, at tramadol kun sjældent gør patienterne afhængige.

Resultatet af udsendelsen har været, at medicin.dk har ændret deres information om tramadol, så der nu står de samme advarsler som ved andre morfinpræparater, hvilket en række fagfolk har fundet tiltrængt. Desuden har udsendelsen affødt en vigtigt debat om kontrollen med og godkendelsen af lægemidler.

Jensen kritiserer, at en række speciallæger i dokumentaren vurderer stoffet tramaldols afhængighedspotentiale ud fra deres kliniske erfaring. Jensen mener ikke, at disse lægers udtalelser kan bruges som dokumentation. Vi mener, det ville være højest mærkværdigt, hvis disse læger, der har tung klinisk erfaring, ikke skulle høres i netop denne sag. Og i programmet fremgår det tydeligt, at de taler ud fra deres erfaringer, og ikke ud fra videnskabelige undersøgelser.

Endelig fremfører Jensen, at vores behandling af patienter er ”uværdig”. Vi kan oplyse, at de medvirkende patienter har været tilfredse med at deltage, idet de har været med til at sætte fokus på en underbelyst problemstilling. Jensen mener, at det ikke fremgår, om patienternes problemer skyldes stoffet tramadol. Vi kan fortælle, at de to patienter, der er hovedpersonerne i programmet, er blevet vurderet af henholdsvis speciallæge Henrik Rindom og speciallæge Vibeke Halasi, og at lægerne har fundet, at tramadol er årsag til deres afhængighed og de problemer, der følger med afhængigheden.

Vi mener derfor udsendelsen har bidraget med et relevant og kritisk blik på de informationer, patienter og læger får om risikoen for bivirkninger ved medicin.

Læs debatindlægget her: Utroværdig og useriøs fjernsynsudsendelse