Ve og velfærd. Læger, sundhed og samfund gennem 200 år

Lindhardt og Ringhof, 2007

536 sider

Medlemspris: 299 kr.

Boghandlerpris: 399 kr.

ISBN 978-87-595-2851-8

Anledningen til Ve og velfærd er Lægeforeningens 150-års-jubilæum. Det er imidlertid ikke foreningens historie, der fortælles. Vi hører stort set kun om dens grundlæggelse i 1857 i Korsør. Som underteksten angiver, har forfatternes opgave været at skildre det danske sundhedsvæsens historie gennem de sidste 200 år og udrede de tætte forbindelser med den øvrige samfundsmæssige udvikling. Slutresultatet blev som bekendt en dansk velfærdsstat, som lægerne og sundhedsvæsenet er en bærende del af.

Fra starten er der flugt over fortællingen, der med en historiker og en journalist som forfattere, både er videnskabeligt funderet og skrevet med litterært talent. I stil er bogen næsten en roman, hvor udbyttet er størst, når man læser den fra ende til anden. Den form er nok også bedst egnet til at gøre lægerne interesserede i standens historie.

Et politisk følsomt område

I Ve og velfærd hører vi om den moderne naturvidenskabs mænd, der i slutningen af 1800-tallet gjorde op med fortidens spekulative sygdomsårsager. Selvom bogens forfattere ikke er politiserende, fremgår det dog, at sundhedspolitik ofte har været et politisk følsomt område. Vi hører om politiske kontroverser ved etableringen af Foreningen til tuberkulosens bekæmpelse ved århundredskiftet 1800/1900. Det var et privat initiativ, som det frembrusende Socialdemokrati så skævt til. Socialisterne mente, at tuberkulosebekæmpelse og sygdomsbehandling burde være en offentlig opgave. Den diskussion er jo hyperaktuel i dag, hvor privathospitalerne skyder op, og hvor konsekvensen kan blive amerikanske tilstande med et »a- og et b-hold«, hvor »a-holdet« springer ventelisterne over i strid med det universalistiske princip, som har været bærende for det danske sundhedsvæsens udvikling gennem det sidste århundrede.

Ro på bagsmækken

Rene og ædle motiver var ikke enerådende ved gennemførelsen af sygekasseloven i 1892, hvor kasserne kunne opnå offentlige tilskud. Loven var bl.a. et modtræk mod socialistiske bevægelser i den fattigste del af befolkningen. Motivet kan genfindes i udbygningen af sundhedsvæsenet helt op gennem 1930'erne og 1950'erne til nutiden, hvor henholdsvis nazisme, fascisme og kommunisme var samfundstruende ideologier. Et velfungerende sundhedsvæsen er med til at give ro på bagsmækken.

Bortset fra en periode omkring 1960'erne, hvor lægerne (på sygehusene) fik alt, hvad de pegede på i medikoteknikkens og specialiseringens hellige navn, var udbygningen af det danske sundhedsvæsen de to århundreder igennem præget af diskussioner om bevillinger og prioriteringer. Estrup forsinkede opførelsen af Rigshospitalet til afløsning af det forældede Frederiks Hospital i Bredgade med et årti, idet han brugte hovedparten af skattepengene til Københavns befæstning.

Da krisen kradsede i 1970'erne, og landet stod foran den økonomiske afgrund, blev politikerne pludselig interesserede i en udbygning af den primære sundhedstjeneste, der sås som et billigt alternativ til hospitalsudbygningen.

Skandalesager og magtkampe

Man kan også læse om de danske lægers heroiske indsats under Besættelsen, hvor de som stand organiserede jødernes flugt til Sverige med risikoen for fatale følger hængende over hovedet.

Nutidens antiautoritære oprør, antipsykiatrien, den alternative medicins opblomstring og patienternes nye krav om empati skildres.

Historien ender i striden mellem politikere og læger om ansvaret i de mange »skandalesager« (varmebehandling af donorblod, Boneloc, transplantationscentre, ventetidsgarantier) og i magtkampen mellem Sundhedsstyrelse og Sund-hedsministerium, som lægerne og Lægeforeningen ikke vandt.

Ve og velfærd står i kontrast til Lægeforeningens tre tidligere jubilæumsbøger fra 1932, 1957 og 1982. De brillerer med minutiøse referater af møder i hovedbestyrelse og repræsen-tantskaber, beskrivelser af foreningens mange udvalg, lister over formænd og bestyrelser og meget andet, der er værdi-fuldt kildemateriale for historikere. Historien om Lægefor-eningen er stadig uskrevet og dens arkiver uberørte. Selvom forfatterne har haft uhindret adgang til Lægeforeningens hemmeligheder, er der i noterne kun henvisning til arkivmaterialet ganske få steder.

Politikere og andre beslutningstagere angler efter Læge-foreningens udspil i sundhedsdebatten. Hvorfor får de dem ikke? Eller er det blot en myte? Det kunne være udgangspunktet for et forskningsprojekt her i 150-året.