Vejet og fundet for tung

Vi er nødt til at nærme os fedmeepidemien med en vis ydmyghed og ikke tro, at det hele kan løses med et målebånd og en snak.

Lige så sikkert som at januar følger efter december, ligeså sikkert følger ugebladenes slankekure i julens kølvand.

Men dette år er det alligevel lidt anderledes. For i år har landets praktiserende læger også fået deres version af slankerådene: Sundhedsstyrelsen og Dansk Selskab for Almen Medicin udgav inden jul en vejledning til de praktiserende læger om »Opsporing og behandling af overvægt hos voksne« [1].

Og i forhold til ugebladene er vejledningen angiveligt evidensbaseret. Så med den indpakning er alt lagt til rette for, at praktiserende læger kan blive en vigtig medspiller i forsøget på at bremse den globale fedmeepidemi. Ud over hvad vi er i dag, hvor vi tilbyder livsstilssamtaler, diætråd og vægtkontrol til mennesker, der er syge eller på vej til at blive det pga. deres overvægt.

Men vejledningen kommer desværre rigtig dårligt fra start. Vejledningens budskab nummer et, lyder: »Registrerer BMI og taljemål i alle patienters journaler«.

Alle patienter? Skal vi virkelig til at veje, måle og registrere alle? Uanset hvad de kommer med?

Hvad blev der af evidensen?

Forebyggelse på vægtområdet er yderst kompliceret og dårligt belyst, og det ser ud til, at vi først og fremmest lader os styre af den gode vilje, jf. Teknologirådets nye rapport om »Fedme som samfundsproblem« [2]. Vi ved ganske vist, at der er blevet langt flere overvægtige, og at dette er medvirkende til en øget sygelighed. Vi ved også, at vi som befolkning spiser for meget og motionerer for lidt, og at dette især er fremtrædende i de lave sociale klasser. Men så er det meste også sagt. Vi aner stort set ikke, hvad der kan få mennesker til at gennemføre et varigt vægttab, og vi har da slet ikke evidens for, hvad det vil medføre at veje fem millioner danskere og måle deres taljemål. Den eneste sikre effekt vil være, at mange patienter vil føle sig stigmatiseret og ydmyget, hvis lægen overhører deres dagsorden, og i stedet trækker målebåndet frem og noterer det nedslående resultat i journalen.

Vi er nødt til at nærme os fedmeepidemien med en vis ydmyghed og ikke tro, at det hele kan løses med et målebånd og en snak.

Vi skal værne om de mennesker, der har få resurser, og som i henhold til alle statistikker rent faktisk har tillid til os og kommer, når de har sundhedsproblemer, og ikke benytte lejligheden til at fange dem ind i nettet og stemple dem som »ikke gode nok«. Hvis der skal tales overvægt, skal det være med udgangspunkt i patientens opfattelse af, at der er en grund til det.

Hvis vi som samfund reelt ønsker at komme fedmeepidemien til livs, må vi indse, at løsningerne skal findes i den måde, vi alle sammen lever på, og at det i sidste ende handler om politisk vilje, hvis man ønsker strukturerne ændret.