Skip to main content

Ventegodt lever ll

Cand.mag. Sonja Lund, København. E-mail: sl@action-dk.com

4. nov. 2005
3 min.

I Ugeskrift for Læger, 8. december 2003, nr. 50 refererer Christian Andersen i artiklen »Ventegodt lever« sin oplevelse af et foredrag, som læge Søren Ventegodt holdt i forbindelse med udgivelse af bogen »Bevidsthedsmedicin set gennem lægejournalen«. Undertegnede var også tilhører til det foredrag, og artiklen af Christian Andersen giver journalistens subjektive, forudfattede tolkning af foredragets budskaber. Men ...

Når man refererer og citerer - selv om man gør det ironisk og for underholdningens skyld - kan man da i det mindste gøre sig den ulejlighed at referere og citere korrekt. Det var ikke pt. Maj (som i øvrigt er primo 30 og ikke primo 20) , der betegnede sig selv som »dum«, men nu ikke dum mere, efter at Ventegodt havde lagt sin hånd på hendes bryster. Majs hi-storie var derimod den, at hun var utilpas med sin kvindelighed - fornægtede sin krop og ville fjerne dens former. Ikke noget ukendt fænomen hos kvinder i al almindelighed. Så hun fik foretaget en brystformindskende operation, der efterlod hendes barm med voldsomme ar. Efter således at være blevet skæmmet via et kirurgisk forsøg på at fjerne »symptomer«, var hun nu i en mere terapeutisk og holistisk proces i gang med at hele en hel del mere end de fysiske ar - nemlig sit selvværd som kvinde. Ventegodts metode med hensyn til den manuelle del af behandlingen var, ifølge patienten selv, ikke at »lægge hånden på hendes bryster«, men at massere arvævet. Som lægmand må jeg så i min naivitet sige, at det troede jeg faktisk var en kendt behandling, selv i det etablerede sundhedsvæsen - og ikke i kategorien »befamling«, som Christian Andersen kalder det.

En anden patient, derimod, beskrev sig selv som dum. Hun var i gang med at finde ud af, at hun i virkeligheden selvfølgelig er lige så unik og elskværdig som alle andre individer. Vejen til den (selv)indsigt går ifølge Ventegodt gennem kroppen, for det er kroppen, der fortæller sandheden om livskvaliteten. Det er nemlig der, sygdomme viser sig. Det kan vel enhver læge skrive under på. Derfor er det også kroppen, man starter med, når man vil helbrede, ikke alene den fysiske skavank, men også de bagvedliggende traumer, der ifølge Søren Ventegodt altid findes som grundlag for fysisk sygdom.

Er det så foragteligt? Selv for læger? Pudsigt, for det er ellers for de fleste mennesker en ganske banal sandhed, at krop og psyke hænger sammen. Søren Ventegodts pointe er, at der går så mange mennesker rundt med kroniske sygdomme som allergi, astma, ondt i ryggen, som i årevis »belaster« sundhedssytemet og modtager symptombehandling. Raske bliver de ikke. Men det gør de hos ham, når han udvider den medicinske behandlingstilgang med en terapeutisk. Deraf begrebet holisme - det er hele vejen rundt. Krop, følelser, sind og tanke. Det er nærmest tragikomisk i al sin forudsigelighed at opleve den rygmarvsreaktion, der hedder: Opråb! Forargelse over den kontroversielle læge, der befamler sine patienter! Kunne det ikke i stedet tænkes, at Ventegodt har fat i en rigtig ende, når han pointerer, at mennesker har ret mange ressourcer til at helbrede sig selv, hvis de får hjælp til at erkende de grundliggende destruktive mønstre i deres liv, og at denne erkendelse kun kan understøtte en eventuel medicinsk eller kirurgisk behandling?