Skip to main content

Verdslige hospitaler, tak!

Sygeplejerske Rachel Adelberg Johansen, Odense & ♠ Mag.scient. Britta Mogensen, Frederiksberg. E-mail: britmo@pc.dk

31. mar. 2009
2 min.

De to læger, Erik Magid (EM) og Abir Al-kalemji (AAk), begge talsmænd for hijab-tilsløret sygehuspersonale, får en afsluttende replik fra to kvinder, som vil have fjernet den kvindediskriminerende hijab fra den neutrale sygehusuniform.

EM synes ikke at forstå, at vi helt indlysende går ind for fundamentale frihedsrettigheder, herunder trosfrihed. Derfra er der dog et kvantespring til legitimering af krav om at medtage selvvalgte leveregler, som f.eks. tildækning, i alle sammenhænge. Hijab-tilsløret hospitalspersonale er islamisk praksis og en underminering af dansk kultur.

AAk spørger i Ugeskr Læger 2009;171:823, om hospitalsuniformen skal gå fra at være et hygiejnisk redskab til et symbol på en ensformig gruppe med neutral politisk, religiøs holdning og optræden. Hospitalsuniformen har altid været neutral i Danmark, så neutraliteten vil ikke føre fra et til noget andet. Hvis en person prioriterer missionering af sit religiøse tilhørsforhold højere end sit job og uden hensyntagen til de mennesker, hun skal betjene, skal hun ikke arbejde inden for det offentlige, hvor modstandere af religiøse/politiske symboler ikke kan vælge hende fra. De missionerende kan udmærket arbejde i private erhverv, hvor kritikerne af deres særrettigheder kan undgå dem.

Danske hospitaler er som alle andre offentlige institutioner verdslige. Dette er et indiskutabelt faktum, men AAk vender tingene på hovedet ved at fremstille forsvarere af det verdslige som »sekulariserede missionærer«. Et letgennemskueligt prokuratorkneb til fremme for hijab-tilsløret hospitalspersonale.

Der skal laves en klar sondring mellem arbejdstid og fritid. Alle uanset køn, race, seksuel orientering, politisk eller religiøst tilhørsforhold kan arbejde på et dansk hospital, hvis vedkommende er kvalificeret til professionen. Blot kræves det, at man viser patienterne respekt og ikke misbruger sit erhverv til at skilte med religiøse/politiske symboler. Hospitaler skal heller ikke stille religionspolitiske symboler som hijaben til rådighed.

Vores hårdt erhvervede demokrati, som vi ikke mindst skylder vores forfædres kamp, giver ingen ret til at presse symboler, der i deres essens står for afskaffelse af demokratiet, ned over andre. Det er imidlertid ikke første gang, at nogen har forsøgt at belære os, der har fået demokratiet ind med modermælken, om, hvad demokrati er.

Det skulle være unødvendigt på ny at understrege, at de, der ønsker at slutte op om vores demokrati og vestlige værdier, skal være mere end velkomne. Ønsker nogen derimod at leve under andre værdier end dem, vi med møje har tilkæmpet os, er der masser af lande i verden, hvor en sådan person vil møde fuld forståelse for sin holdning.