Skip to main content

Vi har brug for en rigtig epidemiplan

Foto: Andreas Rudkjøbing
Foto: Andreas Rudkjøbing

Andreas Rudkjøbing formand for Lægeforeningen

25. maj 2020
3 min.

Det er som med døden. Man ved, at den kommer, men oftest ikke hvornår. Samme uafvendelighed er der over en pandemi. Det har kun været et spørgsmål om tid, inden Danmark og verden ville blive ramt af en. Sundhedsvæsenet og politikerne ved det godt. WHO har igen og igen advaret om nødvendigheden af at have et beredskab i topform. Alligevel må vi nu – i et rigt og velorganiseret land – konstatere, at det havde vi ikke. Da coronavirus kom styrtende mod os, var det skjold, som skulle have været klart, stillet hen i et hjørne, og det var i øvrigt ikke af nyeste model.

Det er vi nødt til at handle på. Danmark har brug for en ny epidemiplan, og det er helt afgørende, at arbejdet med den får den nødvendige opmærksomhed. P.t. kan man på Sundhedsstyrelsens hjemmeside se, at styrelsen længe har arbejdet på en epidemiplan, som skulle have været klar i april 2019. Men den proces blev overhalet indenom af virkeligheden. Coronavirus kom, før planen var klar. Det giver ikke mening. Det gør det heller ikke, at Sundhedsstyrelsen så sent som i 2019 har fået nej fra politisk hold til sin ansøgning om at afsætte flere penge til at styrke det danske sundhedsberedskab. Nu skal arbejdet op i gear, der skal afsættes specifikke ressourcer til det, og de erfaringer, som vi har fået i de seneste måneder, skal bruges.

En ny epidemiplan bør forholde sig aktivt til, hvor stor en kapacitet vi skal have klar til næste gang, et virus kommer ud af kontrol. Kravene om år efter år at skære to procent i driften har betydet, at intensivpladser og medicinske sengepladser allerede inden COVID-19-epidemien var presset til det yderste. Der har ikke været en millimeter til at prioritere lagre og beredskab, og derfor har det også været så voldsom en øvelse at omstille sundhedsvæsenet til coronaepidemien.

Påtrængende er også, at en ny epidemiplan sikrer, at læger og andre sundhedsprofessionelle kan gå på arbejde i vished om at være beskyttet mod smitte. Værnemidler og test har i kritiske perioder været mangelvarer, og det har været helt uacceptable forhold for mange medarbejdere. Vi har brug for sikkerhed for høj kvalitet og for tilstrækkelige forsyninger ved behov. Og så bør det være et krav til myndighederne, at det klart kommunikeres, hvornår en anbefaling er udtryk for hug- og stikfast sundhedsfaglighed, og hvornår det mere handler om at håndtere en mangelsituation. At få klar besked er et helt rimeligt krav fra både sundhedsprofessionelle og borgere, og det er klogt af myndighederne at melde klart ud om præmisserne, hvis de skal bevare deres autoritet på sigt.

Senest har vi oplevet, at regeringen har etableret en ny epidemistyrelse, som bl.a. skal have fokus på at skaffe tilstrækkeligt med værnemidler og test. Fint at ville sikre bedre overblik og koordinering. Det er der brug for. Men denne opgave bør altså styres af sundhedsmyndighederne og ikke Justitsministeriet. Justitsministeren siger, at det handler om at »aflaste vores sundhedsmyndigheder, så de kan koncentrere sig om deres kerneopgaver«. Jeg er med på, at indkøb af vitalt epidemiudstyr har andre aspekter end de sundhedsfaglige. Logistik og national sikkerhed er vigtigt. Men det er stadig en stor gåde, at Justitsministeriet skulle være det oplagte sted at placere ansvaret for en opgave, som kræver så tæt koordinering med og kendskab til sundhedsvæsenets drift. Man kan håbe, at det kun bliver en kortvarig konstruktion.

Siden starten af marts har mange og meget dygtige mennesker i praksis, i kommunerne, på afdelingerne og hos sundhedsmyndighederne gjort en kæmpeindsats. De kan ikke takkes nok for, at coronaepidemien ikke har udviklet sig så dramatisk, som man kunne frygte. Nu forestår en ny vigtig opgave for sundhedsvæsenet: en moderne og ambitiøs epidemiplan. De erfaringer, vi har gjort i de seneste uger, forpligter til at være bedre forberedt næste gang.